Faklerne, der var sponseret af Bramming Kulturnat, blev tændt kort før klokken 17, hvorefter langt over 100 borgere satte kurs mod vandtårnet.
Den fælles 150-års fødselsdag for Bramming og jernbanen begyndte med kørsel i veterantog og sluttede med et flot fakkeloptog til det gamle vandtårn, hvor der blev tændt flere lys
Hent den originale artikel fra avisen her
FEST – For Bramming sluttede en flot og festlig 150 års fødselsdag med at byens borgere tændte lys for deres by. Først var det fakler, der blussede op i den dunkle efterårsaften da langt over hundrede mennesker, i fælles flok og følge, gik fra banegården til vandtårnet i Pederstræde. Her blev et andet lys tændt, nok elektrisk, men med det resultat, at tårnet nu for altid fremstår som et endnu stærkere vartegn for den jubilerende stationsby.
For det var ’stationsbyen’, der blev fejret. Stationen og byen, Bramming og jernbanen. De er vokset op sammen, i fordragelighed, som to uafhængige, men også stærkt forbundne størrelser – og det blev en fest, der vil blive husket længe.
Dagen begyndte med, at de yngste elever fra byens skoler kørte i veterantog. I alt fire ture blev det til mellem Bramming og Lunderskov, inden de alle havde fået oplevelsen. Senere fulgte både honnørmusik og kendte evergreens ved et jernbaneorkester samt en hel stribe taler – fire af slagsen, den første leveret af Jørn Boesen Andersen, der dels er medlem af byrådet, dels er formand for foreningen Banegårdens Venner, og han fik kun med nød og næppe talt ud, inden filialchef Søren Nielsen fra Sydbank i Bramming kunne overrække ham en donation på 25.000 kroner.
De øvrige taler blev leveret af Tony Bispeskov, der er informationschef hos DSB, af Steffen Damsgaard, der er direktør for Landdistrikternes Fællesråd samt slet ikke mindst af Jesper Frost Rasmussen, kommunal førstemand og borgmester i Esbjerg Kommune.
Byråd fandt en million
Han lagde ud med at fortælle, at han ikke, som Sydbank, havde nogen donation med. Til gengæld kunne han oplyse, at byrådet netop har ’fundet’ en million kroner på budgettet. De penge vil indgå i planerne om at etablere en kombineret cykel- og gangsti på den for længst nedlagte banestrækning mellem Bramming og Grindsted.
Festdagen havde dog mange andre spændende aktiviteter at byde på. Elever fra Nordre Skole viste en udstilling om såvel jernbanens som vandtårnets historie, mens en anden udstilling fortalte om netop den førnævnte banestrækning, også kaldet ’den skæve bane’.
I løbet af dagen var der ansigtsmaling, masser af popcorn, kaffe og kage til alle, og sågar også et familieløb, der bragte deltagerne gennem byens tre viadukter.
En tur mere med veterantoget
Der var også en enkelt tur mere med veterantoget, denne gang ikke forbeholdt elever fra byens skoler, men med gratis billet til alle, der ville gøre turen med til Lunderskov og retur. Der var øl- og vinsmagning samt flere andre indslag – og da eftermiddagen så småt gik på hæld og tusmørket begyndte at sænke sig, spillede det lokale band, Kupmagerne, masser af velkendt Beatles-musik til stor fornøjelse for alle.
Og da de sidste toner ebbede ud, blev faklerne tændt, og det store publikum samlede sig for at sætte kurs mod vandtårnet. Her ventede blandt andre Hanne Pontoppidan fra byens lokalråd. Hun er kvinden, der har rendt fonde, virksomheder og adskillige andre på dørene for at skaffe de nødvendige penge til at oplyse vandtårnet. Det lykkedes for hende, og der gik et hørbart suk af begejstring gennem forsamlingen, da lyset blev tændt.
Historisk gennemgang
Flemming Just fra Syddansk Universitet holdt derefter en glimrende tale om Brammings og jernbanens opståen og udvikling. Den var bestemt værd at lytte til – og da den nåede sin endestation, stod elever fra Bakkeskolen, forsamlet i Bakke-Bandet, klar med endnu mere musikalsk underholdning. Mens de spillede og sang trakterede SuperBrugsen og Den Lille Bager med diverse forfriskninger, mens det lokale bryggerlaug skænkede smagsprøver på deres jubilæums-øl.
Efter en lang, men også dejlig, festlig og flot dag, kunne dagens fødselar gå til ro. 150 år fyldte den, byen ved jernbanen. Bramming.
Tekst og foto: Jens Bytoft