Gørdings havecenter springer ud i fuldt flor

Det nye havecenter inviterer til stort blomstermarked den 3., 4. og 5. maj. Her er Peter Sørensen i selskab med butikkens Anne Grethe Madsen.

Spar-købmanden har investeret stort og kalder til blomstermarked i begyndelsen af maj. Udvidelsen har skabt behov for mere personale, og en ny fuldtids-medarbejder er ansat

Download den originale artikel fra avisen her

BLOMSTER – Det hele begyndte med Gørding Blomsterbinderi, der blev etableret som en ’knopskydning’ på byens Spar-butik på Nørregade. Dørene var dog stort set kun lige slået op, inden købmand Peter Sørensen og fru Camilla kunne notere, at det nye tiltag var en succes, og at det kunne bære mere end først antaget.
De sendte bud efter den lokale tømrer, Kim K. Rasmussen, og snart efter var den knap to hundrede kvadratmeter store gårdsplads bag butikken under tag. Et helt havecenter med alt i blomster, potteplanter og meget mere har dermed set dagens lys – og i begyndelsen af maj springer det for alvor ud i fuldt flor.

Nye beboere, der pipper
”Fredag, lørdag og søndag, den 3.- 4.- og 5. maj inviterer vi til et stort blomstermarked. Her vil det nye område bugne af blomster, vi har masser af tilbud – og vi har også nogle små overraskelser i tankerne,” fortæller Peter Sørensen, der desuden forventer, at ’beboerne’ i den lille voliere i havecentret til den tid er kommet på plads og pipper lystigt.

Gørding Havecenter 2014. Foto: Jens Bytoft, Bramming Posten
Indenfor i havecentret er der både fugle og fisk, ligesom det bugner af blomster, planter og buketter.

Ud over det nye center har købmandsparret indrettet et område med blomstermuld og andre gode ting til haven. Det ligger under åben himmel, bag havecentret, så alt i alt er det et anseeligt antal kvadratmeter, der er blevet inddraget.

Bag Gørding Havecenter. Foto: Jens Bytoft, Bramming Posten
Bag havecentret er der under åben himmel lavet et område med blomstermuld og andre gode ting til haven.

Et godt supplement
”Vi tror på markedet. Kunderne vil gerne blomster og planter, krukker og potter. Desuden er det et godt supplement til varerne i dagligvarebutikken,” mener Peter Sørensen, der har investeret mellem 300.- og 400.000 kroner i det nye tiltag. Samtidig har udvidelsen skabt behov for mere personale, og en ny fuldtidsmedarbejder er ansat.
26-årige Peter Sørensen kom til Gørding for cirka syv år siden. Inden da var han i lære som købmand hos Spar i Agerskov. Sammen med sin lillebror, Martin, driver han desuden Spar-butikken i Bredebro, ligesom han har haft Min Købmand-butikken i Vejrup. Den er dog nu solgt fra, da Peter Sørensen ønsker at koncentrere sig om de to Spar-forretninger.

Venter barn
”Og så er der jo også en lille ny på vej,” afslører Peter Sørensen.
Han og Camilla venter nemlig barn senere på året – og da købmanden på Nørregade af natur er et nysgerrigt menneske, er kønnet afsløret.
”Det bliver en dreng!,” lyder meldingen fra Gørding.

Tekst og foto: Jens Bytoft

Finn Arne Hansen

Finn Arne Hansen