HHI-formanden efterlyste en større opbakning

Fra venstre: Dirigent Chresten Haugaard, Jens Simonsen, Din Tøjmand og Dennis Nielsen, XL Byg.

Handels-, Håndværker- og Industriforeningen sætter nu gang i sin Version 2.0 af den brandingkampagne, der allerede har vist sig som en succes

Download den originale artikel fra avisen her

ÅRSMØDE – Nogen vil kalde det en opsang, måske endda en røffel, mens andre nok vil se det som en venlig, men bestemt henstilling, serveret i den allerbedste mening, da den nu tidligere formand for Bramming Handels-, Håndværker- og Industriforening, Jan Tingleff Bruun – pr. stedfortræder – kom med et indlæg under punktet ’eventuelt’ på foreningens generalforsamling.
Jan Tingleff Bruun efterlyste større opbakning fra de enkelte medlemmer til foreningen og dens aktiviteter. Som det er nu, er det ikke godt nok, tilkendegav formanden, der dog ikke selv var til stede ved mødet. Derfor var det foreningens næstformand, Dennis Nielsen, der på formandens vegne viderebragte opfordringen om større opbakning.
”Vores forening er sat i verden for at fremme handel og aktivitet i byen, men tilsyneladende er der flere, der bare tager vores virke og indsats for givet. Derfor må vi spørge os selv og hinanden om, hvordan den enkelte ville klare sig, hvis ikke vi var her. Det bør give stof til eftertanke,” lød det fra Dennis Nielsen på formandens vegne.

Måske sundhedstegn
Udmeldingen fra formanden blev taget til efterretning hos den lille snes medlemmer, der var mødt frem til generalforsamlingen. Dog blev det også påpeget, at den umiddelbart beskedne opbakning kan ses som et udtryk for tilfredshed og for at tingene fungerer hos HHI – og at det i bund og grund er et sundhedstegn.
Som fungerende formand knyttede Dennis Nielsen en række kommentarer til årets gang i foreningen, ligesom han løftede sløret for nogle af de tiltag, der er på vej. Det er blandt andet en fortsættelse – en Version 2.0 – af den brandingkampagne, der allerede har vist sig at være en succes.

Turen kommer til byen nu
”Hidtil har vi markedsført naturen og miljøet i og omkring Bramming. Nu kommer turen til by- og handelslivet,” fortalte Dennis Nielsen.
Næstformanden fremhævede også årets nytårskur, der bestemt ikke led under manglende fremmøde, og han nævnte gadefesten, der blev en stor succes, og som bliver gentaget lørdag den 14. september i år.
”Men det er vigtigt med støtte og opbakning til foreningen, hvis vi vil fastholde kunderne og dermed bevare forretningslivet i byen,” understregede Dennis Nielsen, der videre fortalte, at medlemstallet i foreningen er svagt dalende.

Ét nyvalg til bestyrelsen
Jan Tingleff Bruun havde på forhånd meddelt, at han ikke ønskede genvalg til bestyrelsen. Genvalg var der derimod til Ann Uglvig og Dennis Nielsen selv, mens Jane Junkuhn blev nyvalgt til bestyrelsen, der konstituerer sig senere.

Tekst og foto: Jens Bytoft

Finn Arne Hansen

Finn Arne Hansen