Lovens lange arm har fået mere albuerum i Storegade

Et større politiopbud – og borgmesteren – var med, da det blev markeret at den nye politistation i Bramming er åbnet.

Adressen er ændret – det er vores tilstedeværelse ikke, lød det fra politidirektør Frits Kjeldsen ved åbningen af nyt kontor

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

ORDENSHÅNDHÆVELSE – Nok er adressen ændret, men vores tilstedeværelse vil være som hidtil. Sådan lød det helt overordnede budskab, da politidirektør Frits Kjeldsen, og flere centrale medarbejdere fra Syd- og Sønderjyllands Politi, var i Bramming for at markere, at området har fået en ny politistation.
Det nye ekspeditionskontor, som det officielt hedder, er indrettet i de lokaler, hvor Danske Bank tidligere havde til huse, på Storegade 38, altså nogle få hundrede meter fra etatens hidtidige domicil.

Uændret bemanding
Den daglige bemanding bliver der heller ikke pillet ved. De to kendte og respekterede politiassistenter, Karsten Pedersen og Jesper Steffensen, fortsætter med at servicere overalt i området samt opretholde lov og orden.
”Da nyheden om, at vi havde opsagt det tidligere lejemål blev kendt, blev der spekuleret i, hvorvidt vi var på vej til helt at forlade Bramming. Det har ikke været på tale. Derimod har vi med de nye lokaler fået bedre forhold for vores medarbejdere, øget tilgængelighed for borgerne samt en mere markant beliggenhed i bybilledet,” fastslog Frits Kjeldsen ved den officielle åbning af det nye kontor.

Synlighed giver tryghed

Her lagde han også vægt på, at politiets tilstedeværelse og synlighed i Bramming er med til at skabe tryghed, og han glædede sig over det fine samarbejde, der mellem politiet og lokalområdet, både borgere, virksomheder og institutioner.
Borgmester Jesper Frost Rasmussen, der var med ved åbningen, ønskede politiet tillykke med de nye lokaler, og også han glædede sig over samarbejdet – for hans vedkommende især samarbejdet mellem politiet og de kommunale myndigheder.
”Men borgernes tryghed i hverdagen er vigtig. Derfor glæder det mig også, at jeg så ofte bemærker jeres tilstedeværelse ved forskellige arrangementer og begivenheder. Det, at I kigger forbi, smiler, hilser på og også selv deltager i de forskellige aktiviteter”, har en stor betydning,” påpegede borgmesteren.

Tekst og foto: Jens Bytoft

Finn Arne Hansen

Finn Arne Hansen