Overalt på virksomheden hænger der fotografier af lastbiler, der har fået nye farver hos Mosegårds Autolakering.
Han forlod skolen, inden han blev smidt ud. Nu fejrer Mosegårds Autolakering drengen med det skæve smil
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
JUBILÆUM – Det var sådan nogenlunde midt i skoleåret 1994. På skemaet for eleverne i 10. klasse stod der vist nok tysk, men igen var han ikke mødt op til timen. Carsten Vilster havde mange andre ting i hovedet, men nu gik den ikke længere.
Efter ’gensidig overenskomst’ endte det med valget mellem at gå frivilligt, eller blive smidt ud – og Carsten gik. Han gik helt ud til Mosegårds Autolakering på Smedevej i Bramming. Her havde han været i erhvervspraktik. Nu fik han tjansen som fejedreng. Senere fulgte en læreplads. I dag er han højt respekteret som værkfører.
Alt sammen skete det mandag den 12. december for 30 år siden, så i morgen slår kolleger og familie kreds om ham, på virksomheden, hvor det hele begyndte for mange år siden. Her er han nemlig utrolig vellidt og værdsat – som han er det overalt i Bramming. De fleste kender Carsten Vilster. Han er formand og æresmedlem hos Amatørscenen Gadespejlet. Her spiller han dilettant og agerer bag scenen, når Bramming Revyen fylder Kosmorama til sidste plads. Han har plads i byfestkomiteen, og en finger med i spillet hos HHI, Handels-, Håndværker og Industriforeningen. Han er med, når byens børn slår katten af tønden til fastelavn, og når de vækker julemanden i december. Han går op i håndbold, som tilskuer, sælger julekalenderen for klubben, og er gerne med på sidelinjen, når en af døtrene spiller kamp. Dem har han tre af, plus to drenge – altså i alt fem sammenbragte børn – i alderen mellem tre og 17 år, i samlivet, og i høj grad også samspillet, med Ninna Jessen, der deler hans store interesse for amatørteater og revy.
Carsten Vilster er også manden, der ved, hvad der rører sig i byen – og ved, hvem man skal ringe til, hvis man lige står og mangler et eller andet. Derfor ringer telefonen også tit, og man skal scrolle længe for at nå igennem telefonbogen på hans mobiltelefon.
Jeg gi’r, hvad jeg har
”Jeg gi’r, hvad jeg har. Det jeg ikke har, kan jeg jo ikke gi’. Egentlig er det helt enkelt. Det handler om at være til stede her og nu, ikke spekulere så meget på hverken fortiden eller fremtiden. Jeg kan da godt glæde mig til weekenden, til julen eller til sommerferien, men det er jo lige her og nu, tingene sker – og jeg kan godt lide at være en del af det, der sker,” lyder det fra Carsten Vilster.
Han erkender, at han har svært ved at sige nej. Omvendt har han slet ikke lyst til at sige nej. Han trives, når livet er hektisk – faktisk er der gået ikke så lidt af en kaospilot tabt i Carsten Vilster, mener i hvert fald hans chef, Frank Mosegård.
”Carsten har det bedst, når der er en form for kaos omkring ham. Samtidig er han mester i at have mange bolde i luften på én gang. Der skal ske noget, hele tiden, og han involverer gerne sin familie i det hele,” lyder det fra Frank Mosegård – ”…men det skal du ikke skrive noget om,” siger Carsten Vilster så.
Han ønsker heller ikke, avisen skal skrive om søsteren, der døde da han var ganske lille, om moderen, der døde, da han blot var fem-seks år gammel eller om faderen, der fik en hjerneblødning. Vi skal heller ikke dvæle ved Carstens inderlige kærlighed og omsorg for familien – men vi nævner det alligevel. Alt sammen er det nemlig med til at tegne et billede af et menneske, der elsker livet, men også et menneske, der har fundet sin egen vej gennem tilværelsen, først og fremmest ved at se fremad og ved at gribe dagen. Hver dag. På godt og ondt.
Tekst og foto: Jens Bytoft
