Jens Jager ville stoppe sit instruktørvirke efter 10 revyer. Men han tog nummer 13 med.
Årets show i Kosmorama: Fire kvinder og fire mænd er på scenen ved de i alt syv forestillinger – Inspireret af verdens gang er titlen Faking News
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
REVY – Man tager fire kvinder og fire mænd, ryster dem godt sammen i flere måneder og tilsætter undervejs en række skarpe tekster med både bid og karakter. De kan være høstet i lokalområdet, men kan også komme fra nationale eller internationale marker. Sang og passende musik drysses ud efter gehør, hvorefter lyd, lys og rekvisitter runder det hele af, inden der ’toppes’ med rigelige mængder af latterbrøl og klapsalver.Herefter er ’dagens ret’, Bramming Revyen 2025, klar til at blive serveret for publikum.
Instruktør for 13. gang
For 13. gang er Jens Jager instruktør på revyen, der havde premiere i Kosmorama lørdag den 25. oktober. Den bliver præsenteret af holdet fra Amatørscenen Gadespejlet, hvorefter der er revy på programmet alle ugens dage til og med fredag den 31. oktober.
Jens Jagers hustru, Karin Egholm, står for koreografien, mens de fire kvindelige aktører på scenen er Kirstine Sadderup Kamp Jensen, Ninna Jessen, Ditte Hansen og Anne-Mette Lykkebo Jørgensen. Herreholdet består af Per Thodsen, Jesper Schwartz, Per Sørensen og Neklas Klausen. Hertil kommer musikere, lys- og lydmænd samt adskillige frivillige bag scenen.
Faking News
”I år har vi valgt titlen Faking News’ der vist meget godt indrammer det, der sker rundt om i verden i øjeblikket,” mener Jens Jager, der har stået for flere lokale publikumsrekorder og national hæder, når der er danmarksmesterskaber i revy.
Igen i år favner revyen bredt. Instruktøren ønsker ikke at afsløre noget om dens indhold på forhånd, men henviser dog til, at der i år er kommunalvalg. Der er også “noget med en bro” over Sneum Å, SMS-beskeder, der forsvinder, kunstig intelligens og den slags…
Noget til alle

”For mig er det vigtigt at der er noget til alle. Nok er vi en lokal revy, men der kommer også publikum fra andre byer. Så nytter det ikke, at gæsterne sidder dér i salen og ikke fatter en pind af, hvad der foregår på scenen,” understreger Jens Jager.
”Arbejdet med årets revy begynder midt på foråret. Her mødes jeg med tekstforfatterne, og sammen får vi styr på de første, spæde rammer om årets forestilling, velvidende at de helt sikkert alligevel ændrer sig undervejs. Selv skriver jeg gerne 10 tekster plus de numre, der henholdsvis starter og slutter forestillingen – og de skal bare være ’lige i øjet’,” fastslår den garvede instruktør.
Mangfoldighed

Han går dog meget op i at sikre mangfoldigheden i teksterne. Derfor er der flere personer, der byder ind med materiale. Det giver spændvidde og plads til forskellighed i showet, men selv gode ting bliver også kasseret undervejs.
”Evnen til at kassere materiale er vigtig. Det kan være svært, det kan være ærgerligt, men det kan være nødvendigt. En tekst kan virke virkelig god, men den kan blive forældet eller miste mening undervejs. Begrebet ’Kill your darlings’ er derfor vigtigt for en revy,” lyder det fra Jens Jager, der gerne finpudser de forskellige sketches til lige inden tæppet går op.
Pædagogisk rundkreds
”Eller i hvert fald indtil en halv time før forestillingen begynder. Her mødes vi alle i den lille stue hos Kosmorama. Vi kalder det ’en pædagogisk rundkreds’, hvor jeg uddeler de sidste dessiner, inden vi i samlet flok synger John Mogensens ’Så længe, jeg lever’. Herefter er vi klar til at gå på scenen,” fortsætter instruktøren, der mest af alt glæder sig til premieren.
Det må briste eller bære
”Så viser det sig, om det vil briste eller bære. Vores publikum er selvfølgelig forskelligt fra forestilling til forestilling og det indslag, der får succes den ene gang, kan være en fiasko den næste,” erkender han.
”Alligevel er det premieren og mødet med de ’virkelige’ mennesker i salen, der får mig til at svede i håndfladerne, men jeg har endnu ikke pillet et nummer ud af programmet,” tilføjer Jens Jager, der, sammen med holdet, har øvet siden begyndelse af september.
Alle mand på dæk i Kosmorama
I de første uger foregik det hver onsdag aften på Mødestedet i Skolegade, men siden forrige søndag har det været ’alle mand på dæk’ i Kosmorama, hvor det virkelige slag skal stå og nedtællingen. Den er i fuld gang…
Tekst og foto: Jens Bytoft
Revyen spiller til den 31. oktober
- Lørdag den 25.- og søndag den 26. oktober spillede revyen kl. 15.
- Publikum kunne tilkøbe en frokostplatte fra Den Lille Bager i Bramming.
- Dørene åbnedes klokken 14
- I dagene fra den 27. til den 31. oktober begynder forestillingen kl. 19.30.
- Dørene åbnes en halv time før.
- Torsdag er der igen mulighed for at tilkøbe en platte mens det fredag er muligt at tilkøbe buffet fra Restaurant Hole in One.
- Billetter til årets revy kan købes via internettet.
