Leder: Stadig en chance for kandidaterne

Valgplakater og halloween-hygge…

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

LEDER.– For kort tid siden blev Bramming pyntet op til halloween. Det var sjovt og (u)hyggeligt, da børn og voksne væbnede sig med græskar, skeletter samt store, behårede edderkopper i klistret spind for at gøre byen indbydende og festlig. De gjorde det ved indfaldsvejene og i byens centrum, hvor gågadens træer blev viklet ind i edderkoppespind mens familien Friis, Philip og Simone, sammen med datteren, Agnete, (billedet på forsiden) sørgede for et flot indslag ved Trianglen.

Det er et flot initiativ, sat i verden af Handels-, Håndværker og Industriforeningen, og godt orkestreret af frisør Jane Junkuhn, der uddelegerede opgaver til de mange frivillige.

Men halloween er nu ikke det eneste, der vil præge gadebilledet i den kommende tid. Lørdag den 25. oktober må kandidaterne til det kommende kommunalvalg gå på jagt efter ledige lygtepæle, hvor de kan hænge deres plakater op. Om det så er mere (u)hyggeligt end halloween må den enkelte afgøre med sig selv.

Dette er den sidste udgave af Bramming Posten inden valget. Vores to søsteraviser, Fanø Posten og Hjerting Posten udkommer dog henholdsvis den 7. og den 12. november, hvor alle regionale og kommunale kandidater kan nå at få et sidste budskab ud, inden krydserne bliver sat. Bare ring til 42 41 09 99 eller skriv til mail@vadehavets.dk

Lørdag den 25. oktober er også dagen, hvor der er premiere på årets Bramming Revy i Kosmorama. Inde i avisen fortæller instruktør Jens Jager mere om arbejdet med tekster og aktører, så tilbage er kun at ønske alle en god halloween, et godt valg og en festlig revyoplevelse.

Jens Bytoft

Finn Arne Hansen

Finn Arne Hansen