St. Darum nåede i mål – nu får byen sin egen købmand

Her, ved den gamle præstegård, på arealerne overfor det sted, hvor Sønderbyvej møder Gl. Darumvej, bkommer den ny dagligvarebutik til at ligge.

Tre millioner kroner er samlet ind. Borgerne har bakket solidt op om projektet, og den helt nybyggede dagligvarebutik – Min Købmand – forventes at åbne inden årets udgang

Hent den originale artikel som PDF fra avisen her

JUBEL – Endelig lykkedes det. Begejstringen løber nærmest fra hus til hus i landsbyen Store Darum, hvor borgerne i årevis, stædigt og vedholdende, har arbejdet på at få deres egen dagligvareforretning.
Lige præcis i disse dage ligger det fast, at borgerne har nået det fastsatte mål – tre millioner kroner. Det betyder, at byggeriet af den nye butik ved Gammel Darumvej – der, hvor den møder Sønderbyvej, kan gå i gang.

Karsten Degnbol. Foto: Jens Bytoft, Bramming Posten
”Vi har kæmpet, vi har været tæt på – men vi har også været tæt på at give op,” fortæller Karsten Degnbol fra arbejdsgruppen.

”Vi har kæmpet, vi har været tæt på – men vi har også været tæt på at give op,” fortæller Karsten Degnbol fra den arbejdsgruppe, der i de senere år har arbejdet med projektet.
For et par år siden var målet da også i sigte. Landsbyens borgere købte anparter i den endnu ikke eksisterende butik, ligesom glade givere bidrog med små og store beløb. Alt blev talt med. Kontoen i sparekassen voksede og snart var der et indestående på halvanden million kroner.
”Vi var så tæt på,” fastslår Karsten Degnbol.
”Så kom coronaen, så kom energikrisen, så steg renterne, så steg håndværkernes priser – og så stod vores planer pludselig i stampe. Så var der alligevel ikke penge nok,” tilføjer han.

Det må bære eller briste
Men, for et par uger siden, besluttede arbejdsgruppen, at nu måtte det bære eller briste. Jungletrommerne lød i byens gader, invitationer blev spredt – og 200 borgere trodsede vinterens mørke og regn for at møde op i byens kultur- og fritidscenter for at deltage i det, måske, allersidste møde om projektet.
”Det skulle bære”, lød borgernes røst.
”Opbakningen var helt enorm. 26 frivillige ambassadører meldte sig på stedet til at gå fra hus til hus for at tegne yderligere anparter. Børnebyen herude lavede en fantastisk video, der blev vist på Facebook, og sådan er det gået slag-i-slag med positive tilkendegivelser og tiltag fra stort set alle sider”.
”Vi fastsatte en deadline. Den har vi passeret, og det er nu en kendsgerning, at pengene er i hus. Tre millioner kroner var målet. Tre millioner er nået”.
Karsten Degnbol fortæller videre, at byen allerede har sikret sig en byggegrund – som nævnt på Gl. Darumvej, ved den gamle præstegård. I dag er det kirken, der ejer jorden, men kirken er parat til at sælge. En entreprenør står også på spring, og snart vil en ny butik på 450 kvadratmeter plus varelager skyde op i den sydlige ende af byen.
”Vi forventer, at den står klar til åbning inden årets udgang. Det bliver en stor dag,” forsikrer Karsten Degnbol.

Fint samarbejde
Han fortæller videre, at der længe har været et tæt samarbejde med Sydjysk Sparekasse, tidligere Frøs Herreds Sparekasse, om økonomien, samt med virksomheden Dagrofa, der er totalleverandør af fødevarer – og i dette tilfælde også leverandør af en masse praktisk bistand og gode råd til såvel arbejdsgruppen som til Store Darum.
”Det ligger desuden fast, at vores nye butik bliver tilknyttet kæden Min Købmand, der er en landsdækkende sammenslutning af selvstændige købmænd. Vi er også ret sikre på, at den nye butik hurtigt vil blive suppleret med en ladestation for el-biler – men foreløbig skal vi i gang med selve byggeriet,” fastslår Karsten Degnbol.

Tekst og foto: Jens Bytoft

Byen bag diget

Landsbyen ligger ved Vadehavet, cirka 16 kilometer fra Rib, 14 kilometer fra Esbjerg og syv kilometer fra Bramming. I sognet er der i runde tal, 1.250 indbyggere, fordelt på godt 500 husstande. Byen er præget af smukke, gamle marskgårde og bevaringsværdige huse. De åbne arealer med udsyn til de omkringliggende marker er et særkende for byen.
Stedet har været bebygget gennem mange århundreder, og Store Darum er tidligere kåret som den tredje smukkeste landsby i Danmark.

Finn Arne Hansen

Finn Arne Hansen