Varde Garden går forrest med blæsere og trommer

Varde Garden fører an ved årets optog, der sagtens kan tælle 12-14 foreninger, klubber og andre, der ønsker at gå med. (Foto: Varde Garden)

Søndag eftermiddag skal det store optog gå gennem byen – og det er noget af et puslespil, afslører Flemming Sørensen

OPTOG – Ingen byfest uden et optog gennem byens gader, og hvad er et optog uden en velspillende garde i front. Sådan har det været i årevis, når Bramming Boldklub og byens idrætsforening kalder til byfest – og sådan bliver det også i år. Det sker på festens sidste dag, søndag den 4. august.
Flemming Sørensen, der er kendt fra Amatørscenen Gadespejlet, er ansvarlig for de årlige optog.
Det er et stort arbejde, og så mange ting skal falde på plads, ofte i aller sidste øjeblik, at han sjældent selv får mulighed for at se resultatet af de månedlange anstrengelser.
”Næh, jeg har som regel travlt bag kulisserne, men jeg får en masse tilbagemeldinger om, hvorvidt tingene er gået efter planen eller ej. Heldigvis sker der sjældent noget uforudset, og så er vi alle glade,” forsikrer Flemming Sørensen, der for længst fik hyret Varde Garden til at gå i spidsen for årets optog.
Den mindste del
”Men det er sådan set den mindste del af det. Mere udfordrende er det at holde styr på alle de klubber, foreninger og mange andre, der gerne vil gå med i optoget.”
”Vi har sportsklubber, rideklubber, knallertklubber, spejdere – ja, det kan være hvem som helst, og da fristen for at melde sig til ligger ret sent, er der meget at holde styr på,” tilføjer Flemming Sørensen.
”Især er rækkefølgen vigtig. Flere af deltagerne vil måske gerne spille musik – men det dur jo ikke, at de kommer til at overdøve hinanden.”
”Derfor skal der være en vis afstand mellem de grupperinger, der har instrumenter med. Knallerter er heller ikke så godt lige foran eller lige bagved nogen, der spiller musik. Det samme gælder veteranbiler, hvis der er nogen af dem – og heste skal altid gå bagerst, da de kan ’tabe en ting’ undervejs, og det skal ingen andre vade rundt i,” lyder det fra den travle optogs-ansvarlige.
Dog er der én, der går allerbagerst, altså efter hestene. Det er en mand med en skovl og en trillebør – og så kan der være gødning til nogle roser i nabolaget…
Inden optoget sætter i gang, samles alle deltagere på Bakkevej ved Bramming Kultur- og Idrætscentret, nær boldklubben og sportspladsen. Her kan Varde Garden nemlig parkere sin bus, og her er gode parkeringsforhold for de øvrige deltagere.
Klokken 13.00 giver gardens tambourmajor tegn, optoget sætter i gang, og fra Bakkevej går turen – i store træk – mod til Jernbanegade, via Storegade og Nørregade, forbi SuperBrugsen, til Solgården og herfra tilbage til udgangspunktet, hvor der er tattoo ved Varde Garden.
”Det er en ret lang tur, og vi håber selvfølgelig, at mange vil tage opstilling langs ruten for at nyde synet. Her vil publikum i øvrigt møde nogle cyklister, der deler stemmesedler ud. Meningen er nemlig, at tilskuerne kan stemme på de deltagere, de synes bedst om. De kan hver især stemme på hvem, der skal være nummer et, to og tre, og senere søndag eftermiddag kårer vi vinderen,” slutter Flemming Sørensen.

Tekst: Jens Bytoft

Afløser for Tivoli Garden

Varde Garden fik sin debut ved blomsterfesten i Varde den 17. august 1963. Her var 66 medlemmer i uniform, heraf 10 til hest. Dyrene dannede bagtrop, mens gardens maskot, en pony ved navn Prins, var med i front.
Allerede året efter havde Varde Garden den store fornøjelse at være ferieafløsere for Tivoli Garden i København.
Hestene var en fast del af garden i de første år. På grund af store transportudgifter måtte de dog udgå i 1970.
Varde Garden har i øjeblikket et halvt hundrede medlemmer mellem 10 og 20 år i uniform. Hertil kommer en række aspiranter, der er i gang med danse- og musikundervisning samt marchtræning.

Finn Arne Hansen

Finn Arne Hansen