BIF og BB sendte byfest-barometeret helt til tops

Det økonomiske resultat ventes at foreligge i september. Årets nye succes – damefrokosten – er sikkert kommet for at blive

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

BYFEST – I fire hektiske dage summede byen, da Bramming Idrætsforening og byens boldklub kaldte til byfest. Den rent økonomiske side af sagen er endnu ikke gjort op, men det vigtigste er jo også, at borgerne og byens gæster havde nogle gode og hyggelige dage – og umiddelbart ser det fornuftigt ud med økonomien. Sådan lyder meldingen fra byfestkomiteens Allan Morsø.
Han forventer, at de sidste udgifter og indtægter snart er talt sammen og gjort op, hvorefter de to foreninger kan præsentere det endelige resultat i løbet af september.

Noget nyt: Damefrokost

”Som noget helt nyt prøvede vi i år kræfter med en damefrokost. Det blev en fin oplevelse med mange deltagere. Derfor tror jeg helt sikkert også, at frokosten bliver et fast punkt på programmet i de kommende år,” fortsætter Allan Morsø.
Han glæder sig også over den store tilslutning til lørdagens torvemarked i Skolegade – og så var lørdag aften med Birthe Kjær og Peter Ebberfeld i teltet på festpladsen en ubetinget succes.

”Til gengæld måtte vi desværre aflyse det store optog gennem byen søndag eftermiddag. Jeg skal ikke afvise, at det måske kan genopstå i en eller anden form en gang i fremtiden, men ellers må vi nok erkende, at tiden er løbet fra den slags – blandt andet fordi der er kommet skærpede regler på området,” tilføjer Allan Morsø.

Flere penge til børnene

 

I stedet forestiller han sig, at de penge, der hidtil har været brugt på optoget, i fremtiden vil blive brugt til at lave flere arrangementer for børn i forbindelse med byfesten, men oplyser samtidig, at det dog endnu ikke er noget, der er endeligt besluttet.
Alt i alt er Allan Morsø og de øvrige medlemmer af byfestkomiteen altså særdeles tilfredse med årets arrangement – og stor tilfredshed, samt en god portion stolthed, er der også at spore hos boldklubbens C.C. Grejsen.
”Især er jeg meget stolt over, at så mange unge medlemmer af vores forening, både piger og drenge, brugte tid og kræfter på at holde festpladsen ren og pæn undervejs. Det skal de have stor ros for,” fastslår C.C. Grejsen, der ellers kun har en enkelt kommentar til det fire dage lange arrangement: “Det var fremragende…”

Tekst og foto: Jens Bytoft

Finn Arne Hansen

Finn Arne Hansen