Bramming Byfest 2025: En folkefest med musik, fællesskab og frivillige kræfter

Birthe Kjær med tre af de frivillige ved Brammings byfest 2025.

Tusindvis af gæster deltog i årets Bramming Byfest, hvor Birthe Kjær, grisefest, damefrokost og masser af frivillige kræfter skabte en uforglemmelig weekend

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

FESTIVITAS – Bramming Byfest 2025 blev endnu engang en overvældende succes, hvor tusindvis af lokale og gæster strømmede til byen for at deltage i festlighederne. Fra torsdag til søndag summede Bramming af liv, grin og musik, og programmet bød på alt fra grisefest og damefrokost til børneaktiviteter og koncerter.
I spidsen for musikprogrammet stod ingen ringere end Birthe Kjær, som for andet år i træk formåede at skabe en uforglemmelig aften og fyldte teltet med sang og fællesskab. Hendes optræden har cementeret hendes status som en sand byfestslegende i Bramming
“Ja, Birthe Kjær hun er sgu toppen af poppen,” lød det begejstret fra Vivi Knudsen, der med sin røde hat og en rød gummibåd i snor svingede med, da Den knaldrøde gummibåd gjaldede gennem teltet.

For alle generationer
Selv Birthe Kjær selv var imponeret:
“Jeg tror, det er tredje gang, jeg har optrådt her. Det er dejligt at opleve, hvordan tre generationer møder op og synger med på alle de gamle sange. Jeg er meget glad for vores aften i Bramming,” sagde hun efter koncerten.
Stemningen blev understreget af den farverige fangruppe ‘Birthe Bitches’, iført trøjer med hendes portræt og sloganet “Birthe Bitches”.
“Vi er de største fans af hende. Vi er kun 11 i gruppen lige nu, men jeg lover dig, at flere gerne vil være med,” grinede Janis, gruppens talskvinde.

 

Frivillige er rygraden
Ifølge byfestens formand, Allan Morsø, er det især de frivillige, der gør festen mulig. “Sagt kort, så fylder byfesten hele året for vores lille byfestkomité,” fortæller han. “De første ideer til næste år opstår allerede under opbygningen af teltet, og i uge 34 mødes vi med klubberne for at evaluere og kigge frem mod 2026.”
Morsø understreger, at det enorme frivillige engagement er altafgørende. Omkring 400 frivillige dækkede vagter hele ugen, og tilsammen blev der lagt over 3.200 timers arbejde i årets fest.
“Uden frivillige – ingen byfest. Så enkelt er det,” slår han fast.
Vivi Knudsen er en af dem, der kender værdien af fællesskabet. “Jeg har været frivillig i syv år, og jeg synes ikke, det er hårdt. Indimellem kan det være travlt, men det hele går til et godt formål. Det bedste er fællesskabet,” fortæller hun.

Grisefest og damer
Lørdagens damefrokost med 270 deltagere var igen et hit. For første gang deltog Vivi Knudsen som gæst i stedet for frivillig: “Det bliver bestemt ikke sidste gang. Men jeg vil stadig fortsætte som frivillig – det giver så meget mening.”
En nyhed i år var grisefesten, der erstattede det traditionelle sildebord. Med 330 spisende gæster, pyntet telt med strandstole, parasoller og festklædte ‘kællinger’, blev det et brag af en fest.
“Vi har fået en fantastisk respons, og stemningen var helt i top,” fortæller Allan Morsø.

Sol på økonomien
Også på bundlinjen ser det fornuftigt ud. Morsø vurderer, at resultatet kommer til at matche sidste års niveau.
“Men vi er afhængige af vejret. Havde søndagens regnvejr ramt lørdag, så havde det helt sikkert påvirket vores indtægt,” forklarer han.
Lørdag deltog omkring 1.600 mennesker på torvet, mens fredag trak hele 2.300 gæster til.
Tallene taler deres tydelige sprog: Der blev langet 6.000 liter øl, 13.500 shotsrør og 1.100 Jägerbombs over disken.
“Det viser jo bare, at folk er klar til at feste,” siger Morsø med et smil.

Hvad med næste år?
Spørgsmålet er nu, om Birthe Kjær også næste år står øverst på plakaten.
“Hun har været en succes to år i træk, men vi skal passe på ikke at hvile på laurbærrene,” siger Morsø.
“Det bliver svært at finde en kunstner på samme niveau, der kan samle alle aldersgrupper. Men vi arbejder allerede på sagen.”Bramming Byfest 2025 blev dermed endnu et bevis på, at musik, frivillighed og fællesskab kan forvandle en lille stationsby til et centrum for fest og glæde. Som Morsø konkluderer: “Det er Brammings største folkefest – og det bliver den ved med at være.”

Tekst: Lene Memborg
Fotos: Memborg Press

 

Finn Arne Hansen

Finn Arne Hansen