Forældre holder et vågent øje med de unge under byfesten

Michael og Pernille Gregersen er med til at skabe lidt mere tryghed for de unge, når det går løs med den årlige byfest i Bramming – men de vil også gerne have flere med.

De er ikke en del af Natteravnene og de deler hverken kondomer eller bolsjer ud

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

TRYGHED – ”På et tidspunkt mødte vi en ung pige, der ikke anede hvor hun var. Tidligere på dagen var hun taget i byen i Brørup sammen med nogle veninder, og pludselig var hun altså havnet midt i byfesten i Bramming, hvilket hun åbenbart ikke var klar over. Hun var desuden blevet væk fra de andre piger, så det var en værre redelighed, men så fik hun øje på os, i vores veste…”
Det er ganske vist. Historien bliver fortalt af ægteparret Pernille og Michael Gregersen, der bor på Storegade i Bramming. Sammen med andre forældre har de gennem de senere år sat sig i respekt blandt børn, unge og voksne – samt ikke mindst hos byfestkomiteen, ved at være til stede og nærværende, når Kaj Lykke Festugen løber af stablen i Bramming.

En håndsrækning
”Vi er ikke en del af Natteravnene. De påtager sig andre opgaver rundt om i byen. De er at finde i gågaden, ved banegården og andre steder, mens vi holder os til festpladsen samt i området ved Bakkevejens Skole og Lystanlægget.”
”Vi uddeler hverken kondomer eller bolsjer, men vi er let genkendelige i vores veste, og vi er der for at hjælpe de unge mennesker, der har brug for en håndsrækning. Måske har de fået lidt for meget at drikke, måske er de blevet væk fra kammeraterne, måske skal vi lige have dem en tur forbi samaritterne. Der kan være mange opgaver, men vi løser dem uden at løfte et øjenbryn og vi sladrer ikke til nogen…”, forsikrer ægteparret, der selv har en søn på 17 år. Han skal selvfølgelig også til byfest med vennerne, men det generer ham ikke en døjt at mor og far også er med.

Teenagerne er trygge
”Tværtimod oplever vi, at de unge er meget trygge ved os. Faktisk er det ofte dem, der kommer til os, når noget ikke er, som det skal være. Selvfølgelig opsøger vi også selv de unge, når vi kan se, at de er kede af det eller lignende, ligesom det da sker at vi finder et ungt menneske, der har smagt lidt rigeligt på de våde varer. Så får vi dem på højkant, og sørger for, at de kommer godt hjem,” forsikrer Michael Gregersen.
Alt i alt tæller den frivillige forældregruppe en lille halv snes personer, men de vil gerne være flere.

Har et godt netværk
”Vi er alle her fra byen, kender hinanden og har et godt netværk. Derfor er det forholdsvis let for os at fokusere på de unge fra Bramming – men der kommer jo også unge i flok fra byerne i nabolaget, fra Gredstedbro og Gørding, fra Hunderup og Sejstrup, Store Darum og andre steder. Dem kender vi ikke. Derfor vil det være rigtig fint, hvis forældre fra byerne i omegnen vil melde sig. De har jo deres eget lokalkendskab og ved ofte, hvem de unge er og hvor de hører til. De forældre skal være velkomne til at ringe til os på telefon 61 76 50 55, hvis de vil være med til at skabe lidt mere tryghed i forbindelse med byfesten,” fastslår Michael Gregersen.

Især torsdag og fredag
Han og hustruen fortæller videre, at forældregruppen især koncentrerer sig om torsdag og fredag aften i festugen. Det er nemlig her, de unge fester, mens det som udgangspunkt er et lidt ældre publikum, der slår sig løs på festpladsen og i festteltet lørdag aften.
”Desuden er vi heller ikke ’på vagt’ hele tiden. Vi har en form for holdskifte, hvor vi afløser hinanden, og sidste mand går hjem, når festpladsen lukker – men vi har det rigtig hyggeligt og er glade for, at vi kan være med til at gøre en forskel,” lyder det fra Pernille og Michael Gregersen.
”Men hvordan gik det med pigen fra Brørup?”
”Jo, vi fik fat i forældrene og hendes far kom og hentede hende. Dermed endte den historie godt, og pigen fik i hvert fald en oplevelse, hun sikkert vil huske længe,” mener ægteparret Gregersen.

Tekst og foto: Jens Bytoft

Mangeårig julemand i byen

  • Pernille Gregersen er nærmest barnefødt i Bramming og arbejder i dag som bogholder for en lokal virksomhed.
  • Michael Gregersen er pedel/lagerchef hos Posthuset i Esbjerg og vil desuden være kendt af mange som byens julemand gennem flere år – et virke, han dog stoppede med i 2023.

 

Finn Arne Hansen

Finn Arne Hansen