Gørding Blomsterbinderi får en søsterbutik i Bramming

Peter Sørensen flankerer her ’blomsterpigerne’. Fra venstre er det Anna Grethe Madsen, Camilla Christensen og Cecilie Kloster.

Butikken vil desuden få et udvalg af købmands- og gavekurve, vine og specialiteter

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

ERHVERV – Spar-købmanden i Gørding, Peter Sørensen, der også er manden bag byens blomsterbinderi og havecenter, er klar til at sætte endnu et skib i søen. 1. august overtager han lejemålet af de lokaler på Storegade 14 i Bramming, hvor tøjbutikken Kollektionshuset tidligere havde til huse – og fredag den 30. august åbner han en ny, kombineret blomster- og specialbutik på adressen.

”Det er en ideel beliggenhed, og sådan en har jeg været på udkig efter i et stykke tid. Nu bød chancen sig, så nu skal det være,” fortæller den driftige købmand. Samtidig kan han afsløre, at den nye butik – også – bliver en selvbetjeningsbutik, hvor kunderne, kan købe ind i timerne både før og efter den normale åbningstid.

Selvbetjening
”Der vil være personale på i dagtimerne, men både morgen og aften kan kunderne selv taste sig ind, handle og betale, præcis som vi ser andre butikker med et tilsvarende koncept skyder op rundt om i landet. På den måde kan vi holde butikken i Bramming åben fra klokken syv morgen til klokken 22.00 aften,” lyder det fra Peter Sørensen.
Blomster og planter i alle afskygninger samt krukker og potter samt andre varegrupper, der normalt hører sig til i en blomsterbutik, bliver også de primære varer i den nye butik, men der bliver også et udvalg af diverse specialiteter, købmands- og gavekurve samt vine og den slags.
”Vi har gode erfaringer med kombinationen  af en blomster- og specialbutik under samme tag i Gørding. Derfor vil vi gerne udbrede modellen til et større område. Bramming ligger lige for, og selv om der i forvejen er masser af muligheder for at købe blomster og planter i Bramming og omegn, vil konkurrence altid være en god ting. Det holder os alle skarpe og på tæerne,” mener Peter Sørensen, der også tror på, at en synergieffekt mellem nye og eksisterende butikker kan være med til at trække endnu flere kunder til Bramming.

Fast personale på vagt
Han fortæller videre, at det bliver det faste personale fra Gørding, der, på skift, kommer til at bemande den nye butik.
”Hvordan vi i praksis får det til at fungere, skal vi lige have styr på, men vi bliver helt sikkert klar til åbningen den 30. august,” fortsætter Peter Sørensen.
Lokalerne på Storegade 14 i Bramming har i øvrigt tidligere været blomsterbutik. Nu bliver de det altså igen, om end konceptet er anderledes og udbuddet af varer bliver større.

Tekst og foto: Jens Bytoft

Finn Arne Hansen

Finn Arne Hansen