Solcelleparken har givet et pænt plus

Jørn Boesen Andersen kunne aflægge beretning for både medlemmerne af foreningen Hunderup-Sejstrups Fremtid og for anpartshaverne i den lokale solcellepark.

Selskabet bag parken har dog underskud fra tidligere år, så det er endnu ikke muligt at udbetale udbytte til anpartshaverne

Download den originale artikel fra avisen her

PLUS – Solcelleparken i Hunderup-Sejstrup er kommet ud af sit første hele regnskabsår med et overskud på 21.000 kroner. Det er dog ikke nok til, at der kan blive udbetalt udbytte til anpartshaverne. Parken har nemlig et minus fra tidligere på 72.000 kroner, der først skal indhentes. Med årets overskud er det minus dog skrumpet ind til 51.000 kroner.

Energifællesskab
Den melding kom fra selskabets formand, Jørn Boesen Andersen, på parkens årsmøde.
”Her drøftede vi også mulighederne for et eventuelt energifællesskab i forbindelse med, at der er fjernvarme på vej til området. Lige nu bliver der gravet rør ned på strækningen fra Kjærgård Landbrugsskole til Hunderup og Sejstrup. Altså er det noget bestyrelsen arbejder videre med,” oplyser formanden.
”Vi tror, det vil være realistisk at hæve fortjenesten ved at indgå i et energifællesskab. Kan vi få blot 10 ører mere pr. KWh, vil vi, med det nuværende anlæg, øge vores fortjeneste med 40.000 kroner om året,” fortsætter Jørn Boesen Andersen.

Forskønnelse
En forskønnelse af området ved solcelleparken blev også drøftet på mødet, og her kunne formanden oplyse, at der ved etableringen af anlægget blev indgået et partnerskab med Esbjerg Kommune. Igennem den aftale er det nu muligt at søge midler til konkrete, grønne projekter.
”Selv er vi i bestyrelsen ved at lægge billet ind på et grønt forskønnelsesprojekt rundt om solcelleparken. Heri er inkluderet et digitalt aflæsningsmodul, så forbipasserende kan følge med i produktionen på anlægget,” oplyser formanden.

Anpartsselskab
Solcelleparken er et anpartsselskab, der i foråret 2021 blev stiftet af foreningen Hunderup-Sejstrups Fremtid – og netop dén forening holdt sin årlige generalforsamling umiddelbart inden årsmødet for solcelleparkens andelshavere.
Foreningens formål er at skabe udvikling i de to landsbyer, Hunderup og Sejstrup. Det sker først og fremmest via de årlige efterårsmesser, hvor det meste at overskuddet går til lokale aktiviteter, diverse forbedringer og tiltag. Eksempelvis er det blevet til en hjertestarter, nye udendørs legeredskaber for børn samt nye ophæng til juleudsmykning i begge byer.
”Alt i alt er der, siden den første efterårsmesse i 2015, ydet støtte til lokale projekter til en samlet værdi af i alt 110.000 kroner,” oplyste Jørn Boesen Andersen, der også er formand for foreningen Hunderup-Sejstrups Fremtid.

Tekst og foto: Jens Bytoft

 

Finn Arne Hansen

Finn Arne Hansen