Gørding Varmeværk bygger og investerer for i alt otte millioner

En ny, 200 kvadratmeter stor administrationsbygning skyder op på Annesmindevej i år, mens en ny og større akkumuleringstank tredobler værkets kapacitet fra 2025

En ny, 200 kvadratmeter stor administrationsbygning skyder op på Annesmindevej i år

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

VARME – Den nødvendige byggetilladelse er i hus. Derfor er Gørding Varmeværk allerede så småt gået i gang med et større projekt, der i alt beløber sig til cirka otte millioner kroner – et projekt, der dog også betyder, at værkets kunder kan se frem til en beskeden stigning i varmeprisen på nogle få hundrede kroner om året.
”Men kunderne kan også se frem til en langt bedre forsyningssikkerhed,” fastslår Fleming Eg Pedersen, der er formand for varmeværkets bestyrelse.
”Vi bygger en ny administrationsbygning ved det eksisterende flisværk på Annesmindevej. Den bliver i to etager med et grundareal på 100 kvadratmeter. I området får vi også plads til endnu en akkumuleringstank – én, der er dobbelt så stor som den nuværende. Dermed tredobler vi vores kapacitet, og kan sikre forsyningen til vores kunder, hvis der skulle ske et nedbrud,” fortsætter formanden.

Varmeværkets formand, Fleming Eg Pedersen, til venstre, varmemester Arne Schmidt og Kurt Hansen fra murerfirmaet Hansen og Kruse ved den udtjente oliekedel i lokalerne på Nørregade.
Varmeværkets formand, Fleming Eg Pedersen, til venstre, varmemester Arne Schmidt og Kurt Hansen fra murerfirmaet Hansen og Kruse ved den udtjente oliekedel i lokalerne på Nørregade.

Sådan noget udstyr er dog ikke just en lagervare hos leverandørerne. Der er leveringstid på den slags, hvorfor den nye akkumuleringstank først er klar i 2025. Opførelsen af den nye administrationsbygning bliver derimod færdig i år – og det er murerfirmaet Hansen og Kruse i Gørding, der skal stå for byggeriet.
”Men det er nu heller ikke udgifter alt sammen,” forsikrer Flemming Eg Pedersen.

Bygning til salg
”Vores nuværende administrationsbygning på Nørregade bliver sat til salg. Vi har fået den vurderet til godt to millioner kroner, men i de otte millioner kroner, projektet løber op i, er salget af Nørregade 55 allerede indregnet.”
Flemming Eg Pedersen fortæller videre, at den nuværende bygning på Nørregade ikke længere er egnet til sit formål. Blandt andet rummer den en lejlighed til varmemesteren, der i dag slet ikke bor i Gørding, ligesom der er en oliekedel, der ikke har været i brug i flere år. Tiden er derfor inde til et nybyggeri – og det bliver altså sat i værk inden længe.
”Vores primære varmekilde er flis. Hertil kommer vores solvarmeanlæg og vores el-kedel, der kører på strøm. Desværre har vi oplevet, at prisen på både flis og el er steget, så det er en daglig balancegang for vores varmemester at vurdere, hvad det aktuelt bedst kan betale sig at bruge. Det kan skifte fra dag til dag”
”Solvarmen er derimod nærmest gratis. Når det blæser meget, er der lave el-priser, og det har betydet, at der er sparet cirka en halv million kroner på elkedlen i forhold til fliskedlen,” vurderer Flemming Eg Pedersen.
Han afviser heller ikke, at investeringen på Annesmindevej, på sigt, kan afbøde stigninger i prisen på varme for kunderne i Gørding.

Tekst og foto: Jens Bytoft

Det gamle el-værk

  • Varmeværkets nuværende administrationsbygning på Nørregade er egentlig indrettet i de lokaler, der i sin tid husede Gørding Elektricitetsværk. Her blev produktionen dog indstillet i 1963 og i 1964 overtog varmeværket bygningerne
  • Selve varmeværket kan føre sin historie tilbage til 1950. Selskabet blev stiftet for netop at udnytte det overskydende varme vand fra el-produktionen. I 1955 blev det første oliefyr installeret og endnu et kom til i 1961. Undervejs i værkets historie er der også blevet fyret med kul
  • I 1987 blev flisværket på Annesmindevej taget i brug, og i 2012 kunne varmeværket indvie et nyt solvarmeanlæg med 7.500 kvadratmeter varmepaneler.
  • I 2022 blev en ny el-kedel taget i brug, dels for at få mere grøn energi, dels for at aflaste den eksisterende fliskedel

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Finn Arne Hansen

Finn Arne Hansen