Bente Held, til venstre, og Pernille Poulsen har, sammen med Lone Christensen, pakket bilerne hjemmefra. I dag gælder det nemlig den årlige Store Legedag ved FDF-hytten i Gredstedbro.
Senest stod der en heldagsudflugt på programmet. Turen gik til FDF-hytten i Gredstedbro, hvor dagen bød på masser af leg
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
BØRNEPASNING – Børnene trives, forældrene er glade og de private børnepassere slår hver dag dørene op til en verden fuld af oplevelser. De stiller med stor fornøjelse deres private hjem til rådighed, i op til 48 timer om ugen, men de arbejder også sammen, arrangerer udflugter og fælles aktiviteter – og sådan er hverdagen bare i det lokale ’trekant-område’, der består af Hunderup, Jedsted og Gredstedbro.
De private børnepassere er trioen Bente Held fra Hunderup, Pernille Poulsen fra Jedsted og Lone Christensen fra Gredstedbro. Sammen har de mere end 40 års erfaring med at passe andres børn – og de er meget efterspurgte blandt forældrene.
I deres respektive børneflokke er flere af poderne søskende, og faktisk sker det slet ikke så sjældent, at vordende forældre kontakter dem, allerede under graviditeten, for at høre om muligheden for at få den kommende ’kron- og tronarving’ passet.
”Det er en tillidserklæring, vi er stolte af og som vi tager meget alvorligt,” fastslår Pernille Poulsen, der i otte år har drevet Fru Poulsens Private Pasningsordning i Jedsted.
Til hytte i Gredstedbro
På denne regntunge tirsdag i juli har hun og de to kolleger lejet FDF-hytten i Gredstedbro til en heldagsudflugt. Bilerne blev fra morgenstunden pakket til en dag med masser af leg, latter og lystighed, sæbebobler og vandpjaskeri – ungerne er jo i forvejen pakket godt ind i regntøj – og ved dagens slutning kommer flere af forældrene forbi for at opleve en lille bid af løjerne, inden børnene skal hjem, sikkert til et varmt bad…
Fast årlig begivenhed
”Legedagen ved FDF-hytten er en fast, årlig begivenhed, men vi laver meget andet, både sammen og hver for sig,” fortsætter Pernille Poulsen.
For kort tid siden tog de tre private børnepassere deres samlede børneflok med til yoga i Gredstedbro, hvilket var en fornøjelig oplevelse for ungerne. De har også besøgt Glad Zoo i Lintrup og Vikingecentret ved Ribe, men ellers byder livet i den private pasning på besøg på biblioteker, museer, lokale legepladser og meget andet.
”Vi besøger selvfølgelig også hinanden og vi besøger lokale børnehaver, ligesom vi gerne inddrager forældre og bedsteforældre i forskellige aktiviteter. For eksempel laver vi hvert år juledekorationer sammen,” oplyser Pernille Poulsen, der har passet børn i otte år.
Tekst og foto: Jens Bytoft
De må passe fem børn hver
I den private børnepasning må der være op til fem børn mellem nul og seks år. Som regel vil de fleste børn dog forlade ordningen for at begynde i børnehave i den måned, hvori de fylder tre år.
De private ordninger er underlagt kommunalt tilsyn, der er regler og rammer – men der er også en større grad af frihed end i de kommunale dagtilbud.
I Bramming-området er der seks private pasningsordninger, i Gredstedbro-Jedsted er der to, og i Gørding-området er der syv.