Mads er nu dansk mester i motocross for anden gang

Otte-årige Mads Busch Lundgaard er for andet år i træk dansk mester i motocross. 

 

Den fartglade dreng fra Bramming fik sin første crossmaskine i julegave allerede som blot to-årig og kørte sit første løb året efter – med støttehjul, ellers kunne han ikke nå jorden

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

DM-TITEL – For andet år i træk har otte-årige Mads Busch Lundgaard fra Bramming sikret sig titlen som dansk mester i motocross.

Efter de indledende runder kom turen forleden til det afgørende stævne, der fandt sted i nordjyske Fjerritslev, hvor en sikker sejr og pladsen øverst oppe på sejrsskamlen blev kørt i mål af den fartglade ungersvend, der til daglig er elev på Nordre Skole.

Mads Busch Lundgaard er søn af Anja og Martin Lundgaard, der, efter flere års tilløb, blev gift på rådhuset sidste år. Familien tæller desuden sønnen Tobias og datteren Julie.

Allerede som to-årig fik Mads Busch Lundgaard sin første crossmaskine i julegave, og på sin fødselsdag, da han fyldte tre år, kørte han sit allerførste løb. Det foregik på en maskine med støttehjul, da han ikke kunne nå jorden.

Det kan han i dag, og hvis interessen holder ved, er der næppe tvivl om, at det unge talent vil nå langt.

Tekst og foto: Jens Bytoft

 

Mads Busch Lundgaard med pokal og laurbærkrans, sammen med forældrene Martin og Anja Lundgaard.

Redaktionen, Bramming Posten

Redaktionen, Bramming Posten