Lars Kristiansen og varmeværkets formand, Robin Poulsen, ved den flere etager store men utidssvarende motor, der står til en udskiftning, hvis medlemmerne siger ja til den store investering.
Fjernvarmen ønsker at sikre både forsyningen, fornuftige priser og den grønne omstilling. Derfor skal der investeres i nyt udstyr
Hent den originale artikel som PDF her
VARME – Bramming Fjernvarme er parat til at investere op til 120 millioner kroner for at sikre både den grønne omstilling og den fremtidige forsyning af såvel varme i radiatorerne som varmt vand i hanerne hos forbrugerne. Endnu er der ikke truffet beslutning om at tage hul på den store investering, da bestyrelsen gerne vil have andelshavernes accept på enten en ordinær eller en ekstraordinær generalforsamling.
Det oplyser varmeværkets formand, Robin Poulsen.
De mange millioner skal, hvis andelshaverne giver grønt lys for projektet, bruges på et nyt varmepumpe-anlæg, en ekstra akkumuleringstank samt til udskiftning af en utidssvarende stor motor, der i dag er en del af kraftvarmeproduktionen i bygningerne på Grønningen i Bramming, hvor varmeværket har sine faciliteter.
”Vores rådgivere har udarbejdet et projektforslag, der viser, at vi ved denne investering nedsætter den årlige varmeudgift til forbrugerne,” fortsætter Robin Poulsen.
Motor lever ikke op til tidens krav
”Motoren er blot en af flere på vores anlæg, men den er kun sjældent i brug, da den ikke lever op til tidens krav. Den er langsom til at regulere i forhold til elmarkedet og dyr i drift. Derfor vil vi gerne skifte den ud med noget nyt og fremtidssikret udstyr, der kan leve op til de udfordringer, vi står overfor – både nu og i fremtiden,” fastslår formanden.
Daglig drift
Heri er værkets tidligere varmemester, Lars Kristiansen, helt enig. Han er i dag ansat hos selskabet Din Forsyning, som Bramming Fjernvarme har en driftsaftale med, og han står for den daglige drift og vedligeholdelse.
”For at sikre den grønne omstilling, og for at vi kan sikre forsyningen af varme og varmt vand til en konkurrencedygtig pris, er det nødvendigt at investere i fremtiden,” mener Lars Kristiansen.
Kæmpestor elkedel
I dag producerer værket især sin fjernvarme og det varme vand med en stor elkedel – á la den, de fleste mennesker har i deres husholdning, blot hundrede og atter hundrede gange større.
”Cirka 60 procent af varmen bliver i dag produceret på elkedlen. Vi kan købe elektriciteten når den er billig, eller der er overskud i elnettet, og vi kan producere elektricitet, når der er mangel på den,” fortsætter Lars Kristiansen.
Derfor er det også en af hans opgaver, hele tiden at holde øje med prisen på strøm. Skal værket købe el eller producere el til elnettet.
Prisen skifter hele tiden
”Prisen kan skifte flere gange i døgnet, så vi skal være hurtige på aftrækkeren, og her kan den store motor ikke længere være med. Den er for langsom og den har heller ikke godt af at starte og stoppe i tide og utide. Derfor vil både vi og forbrugerne være bedre tjent med at skifte den ud med moderne udstyr, der er gearet til hurtig omstilling.
I øvrigt er der kun tre af den type motorer tilbage i Danmark, men vi regner med, at vi kan sælge den til et andet formål,” tilføjer Lars Kristiansen.
Vigtigt at være på forkant
Bestyrelsen venter aktuelt på, at Energinet kommer med et forslag om kapacitetsbetaling, noget, der i øjeblikket ved at blive behandlet politisk.
Lars Kristiansen og Robin Poulsen forventer også at fremtiden vil byde på helt nye energiformer, som for eksempel grøn gas. Derfor handler det om at være på forkant og omgangshøjde med udviklingen.
For dyrt med ledning til Esbjerg
Bramming Fjernvarme har tidligere været i dialog om en fremtidig forsyning via Esbjerg, men har fundet den løsning for dyr – men de planer, bestyrelsen har i øjeblikket vil også være interessant for et samarbejde med Din Forsyning, hvis det bliver aktuelt i fremtiden.
Tekst og foto: Jens Bytoft
Fjernvarmens elkedel er en kende større end den, de fleste mennesker har hjemme i køkkenet til at koge tevand…