Grønt lys til grøn omstilling hos fjernvarmen i Bramming

En halv times tid før den ekstraordinære generalforsamling gik i gang, var der stadig ledige pladser. Da klokken slog 19.00 og mødet gik i gang var der op mod dobbelt så mange mennesker i lokalet.

Investering på 100 millioner kroner vil skabe en bæredygtig varmeproduktion, føre til mere stabile priser og reducere CO2-udledningen. De nødvendige tilladelser er i hus

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

OPBAKNING – Bestyrelsen for Fjernvarmen i Bramming har fået et reelt fuldtonet mandat fra sine medlemmer til at gå videre med planerne om at investere cirka hundrede millioner kroner på at fremtidssikre den lokale varmeforsyning. Selskabets formand, Robin Poulsen, kan samtidig fortælle, at Esbjerg Kommune allerede har givet de nødvendige tilladelser til projektet, der altså kan sættes i gang inden længe og ventes at stå klar i løbet af 2026.

Tre nye anlæg
”Investeringen dækker over tre nye anlæg. Det er en varmepumpe, en akkumuleringstank og det er to nye gasmotorer. Hertil kommer en mindre investering i renovering af værkets bygninger. Formålet er at sikre en bæredygtig varmeproduktion samt skabe en mere stabil varmepris for forbrugerne,” fortæller fjernvarmens formand.
Han oplyser videre, at selskabet, sammen med det rådgivende ingeniørfirma, JPH Energi, har haft fokus på at skabe en økonomisk og klimavenlig løsning med genbrug af så mange eksisterende komponenter som muligt.
”Det er ting som rør, fundamenter og meget andet. Vi skal jo ikke bruge penge på noget, vi har i forvejen,” mener formanden.
I Kultur- og Fritidscentret i Bramming var det store mødelokale proppet til sidste plads, da bestyrelsen ved en ekstraordinær generalforsamling fik medlemmernes opbakning til at gå videre med planerne. 226 stemmeberettigede borgere var mødt frem – 222 af dem sagde ja til investeringen, tre stemte nej og en enkelt stemmeseddel var blank.

Glad for opbakning
”Det er en opbakning, vi er meget glade for, og med det mandat fortsætter vi nu arbejdet, får indhentet tilbud fra leverandører og gør klar til at sætte projektet i gang,” fastslår Robin Poulsen.
Ifølge formanden kan forbrugerne se frem til, ikke blot en mere stabil, men også en lavere varmepris, når de nye anlæg kommer i drift. Et estimat viser nemlig at prisen for at varme et gennemsnitligt parcelhus på 130 kvadratmeter op vil falde fra 22.500 kroner til 18.000 kroner om året.

Mindre udledning af CO2
På mødet kom det i øvrigt også frem, at Bramming Fjernvarme aktuelt udleder cirka 8.000 tons CO2 om året. Det skyldes, at knap en tredjedel af varmen bliver produceret med gas. Med de nye anlæg kan selskabet forvente at reducere udledningen med 80-90 procent, altså til cirka 1.000 tons årligt.

Tekst og foto: Jens Bytoft

Fakta: Et projekt i tre etaper

Arbejdet hos Bramming Fjernvarme vil ske i tre etaper. Trin 1 er, at skaffe sig af med den ældste af de eksisterende fire motorer på værket, og erstatte den med en seks Megawatt luft til vand-varmepumpe. Trin to er at få installeret en ekstra akkumuleringstank på 3.000 kubikmeter. Den skal supplere de to eksisterende tanke på henholdsvis 2.200 og 4.400 kubikmeter. Trin tre er opsætning af to nye gasmotorer á 2.9 Mw el-effekt med en røggas varmepumpe på to Mw. En gasmotor producerer både varme og strøm, hvilket også er kendt som kraftvarme.

 

Finn Arne Hansen

Finn Arne Hansen