Veterantoget tøffer på juletur til grænselandet

Efter flere minutter med skrig og skrål dukkede julemanden frem i Gørding. Heldigvis var der stillet en stige frem i dagens anledning.

Turen er en debut for den nyrenoverede spisevogn – men Veterantog Vest frygter at nye signalsystemer snart sætter en stopper for foreningens udflugter til både Ribe og Tønder

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

PÅ SKINNER – Det er i Tønder, julen begynder. Sådan har det i hvert fald lydt fra landets ældste købstad i flere år, og søndag den 15. december sætter veterantoget fra Bramming kurs mod byen i grænselandet.

”Det er en udflugt for alle, der godt kan bruge en anderledes, og måske også afstressende oplevelse, her i den hektiske juletid,” fortæller Finn Østergaard fra foreningen Veterantog Vest i Bramming.

Det gamle, grønne diesellokomotiv kører fra Bramming kl. 12.41, og ankommer til Tønder kl. 14.01. Passagererne har herefter et par timer til at opleve den gamle købstad, inden toget på ny vender snuden mod nord. Det sker kl. 16.50, med ankomst til banegården i Bramming kl. 18.23.

”Vi kører med vores faste passagervogn, men denne gang har vi også vores nyrenoverede spisevogn – kendt fra filmen ’Olsen-banden på sporet’ – spændt efter lokomotivet. Den har vi arbejdet på i flere år, og vi mangler stadig en ny gulvbelægning, men ellers er den klar. Det bliver dens debut på strækningen, så det glæder vi os til,” fortsætter Finn Østergaard.

Til gengæld frygter han, at det, efter årets juletur, er slut med foreningens juleudflugter til Tønder, og i øvrigt også med de årlige sommerudflugter til Ribe.

”Vores lokomotiv er ikke gearet til de nye signalsystemer, der snart bliver indført på den del af det danske jernbanenet – og prisen for en tilretning tør jeg slet ikke tænke på. Derfor er det sandsynligvis snart slut med vores kørsel mod syd. Til gengæld kan vi stadig køre mod øst og vest – i hvert fald indtil de nye systemer også bliver indført her, og hvad der så skal ske, ved jeg ikke,” lyder den noget triste melding fra Finn Østergaard.

Tekst og foto: Jens Bytoft

Jens Bytoft

Jens Bytoft