Borgere føler sig tilsidesat i sagen om museets fremtid

På borgermødet i 2024 var der en klar opbakning til at egnsmuseet skal bestå i det gamle elværk, der i sig selv er en markant del af byens historie, fastslår den netop nedsatte kulturgruppe.

Forvaltning foreslår, at tidligere elværk og dermed Egnsmuseets lokaler overdrages til organisationen UngEsbjerg – ny sagsbehandling på vej

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

FORBIGÅET – Det kunne ligne et snigløb, og enkelte borgere vil sikkert ikke vige tilbage for at kalde det et regulært ’kupforsøg’, da kommunale embedsfolk tidligere på måneden indstillede til politikerne i Kultur- og Fritidsudvalget, at Egnsmuseet i Bramming nu bliver overdraget til organisationen UngEsbjerg med det formål at skabe aktiviteter for unge.
I hvert fald skete det, uden at de frivillige, der i årevis har været knyttet til museet, blev hørt i sagen, om end der har været en dialog med Bramming Byforum og Bramming Lokalråd, ligesom der har været en såkaldt ’mini-byvandring’.

Penge bruges på noget andet
Samtidig foreslår forvaltningen, at de penge, der både er og hidtil har været afsat til driften af det lille, lokale museum, i stedet skal bruges til andre formål, herunder en ombygning af det tidligere elværk på Pederstræde, der rummer den museale samling, og desuden stadig er i brug ved lokale arrangementer som Kulturnatten og diverse aktiviteter i julemåneden.
Men sådan kommer det heller ikke til at gå. I hvert fald ikke i første omgang.

Borgere røg i blækhuset
Da dagsordenen for udvalgsmødet blev offentliggjort, og det famøse punkt kendt udenfor rådhusets tykke mure, fik det en gruppe lokale borgere til at fare i blækhuset.
Et brev med en kraftig henstilling om, ikke at træffe en sådan beslutning på nuværende tidspunkt, blev sendt afsted til udvalgets formand, Susanne Dyreborg, flere andre politikere og pressen – og nu er sagen foreløbig udsat til fornyet behandling på udvalgets næste møde.

Hen på biblioteket
Udover at bygningen, der ligger klos op ad byens vartegn, vandtårnet, skal overdrages til UngEsbjerg, foreslår forvaltningen, at de borgere i Bramming, der hidtil har været knyttet til museet, blandt andet som frivillige, får tilbudt lokaler på byens bibliotek.
”Her kan den lokalhistoriske formidling fortsætte i lokaler, der er mere tilgængelige, og hvor et bredere publikum har sin naturlige gang,” mener forvaltningen.
Den gruppe af lokale borgere, der har samlet sig i et forum, de selv kalder Kulturgruppen, føler sig dog stadig tilsidesat, og henviser blandt andet til et borgermøde, der fandt sted i april 2024, da det blev kendt, at museets fremtid var usikker.

Klar opbakning til at blive i elværket
”Mødet gav en klar opbakning til, at museet skal bestå i det gamle elværk, der i sig selv er en markant del af byens historie. Videre blev der nedsat en arbejdsgruppe, der er kommet med flere forslag til en fortsættelse. Ingen af gruppens ideer eller forslag er taget med i det foreliggende beslutningsgrundlag,” mener Mogens Jessing, der dels er medunderskriver på brevet til Kultur- og Fritidsudvalget, dels er formand for Lokalhistorisk Forening for Brammingegnen.
De øvrige underskrivere af brevet er Inge Boesen Habekost, Kaj Emil Koman-Mejer, Per Holm, Birthe Hoffman, Lars Storgaard og Jørn Boesen Andersen. De er hver især enten tidligere frivillige ved museet og/eller repræsenterer foreningen Banegårdens Venner, Bramming Lokalråd, Bramming Lokalhistoriske Arkiv, Ældrerådet, Bramming Byforum samt Museumsforening Esbjerg og Sammus – Danske Museumsforeninger.

De frivillige ikke hørt
I indstillingen fra forvaltningen til Kultur- og Fritidsudvalget bliver det i øvrigt bemærket, at de frivillige ved Egnsmuseet ikke er blevet hørt i sagen – men uanset hvad medlemmerne af udvalget beslutter på deres næste møde, skal sagen senere behandles af såvel Økonomiudvalget som Byrådet, inden et forslag kan føres ud i livet.

Tekst og foto: Jens Bytoft

 

 

 

 

 

 

Finn Arne Hansen

Finn Arne Hansen