Her banker hjerterne for sundhed til alle

Ditte Ulv Hermansen, til venstre, og Laila Juel Jensen koordinerer brobyggernes opgaver fra kontoret i Frivillighuset Vindrosen på Exnersgade i Esbjerg.

 

Organisationen Social Sundhed mener ikke, at der i Danmark er lige adgang til sundhed for alle. Det vil de gerne ændre på og holder informationsmøde i Bramming den 28. september

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

BROBYGNING – Blandt kimende telefoner, oppe under taget på anden sal hos Frivillighuset Vindrosen på Exnersgade i Esbjerg, sidder Ditte Ulv Hermansen fra Bramming. Hun er leder af den landsdækkende non-profit organisation Social Sundheds afdeling i Sydvestjylland, og hver dag arbejder hun for at øge den sociale lighed, når det handler om sundhed i Danmark.

”Jep, her sidder jeg, sammen med min gode kollega, Laila Juel Jensen, der er vores dygtige, lokale rådgiver,” fortæller Ditte Ulv Hermansen, der smilende slår ud med armene for at vise det lidt trange kontor frem.

”Desværre må vi nemlig konstatere, at der ikke er lige adgang til sundhed for alle i Danmark. Især mennesker, der står et sårbart sted i livet, kan ofte have svært ved at gøre brug af de tilbud, vores sundhedsvæsen stiller til rådighed. Det forsøger vi at råde bod på,” fastslår Ditte Ulv Hermansen.

”Vi tilbyder støtte og følgeskab til borgere, der har brug for hjælp til at navigere i systemerne, i aktiviteterne og i de forskellige sundhedstilbud. Her kan vores brobyggere gøre en konkret forskel i hverdagen for mange mennesker,” fortsætter hun.

”Brobyggerne er personer med en sundhedsfaglig baggrund. De er enten udlærte eller de er under uddannelse indenfor faget – og så arbejder de frivilligt. To gange om måneden stiller de sig til rådighed og fungerer, som navnet antyder, som nogen, der ’bygger en bro’ mellem sårbare mennesker, der har et specifikt behov, og det etablerede sundhedsvæsen,” forklarer Ditte Ulv Hermansen.

Brobyggerne hjælper

”En brobygger kan eksempelvis tage med til lægen, hvis en borger er usikker på selve turen derhen eller på, hvad lægen egentlig siger og på, hvad det betyder. Vores brobygger kan så mødes med vedkommende, enten i eget hjem, på banegården eller ved lægens dør, alt efter, hvad der bliver aftalt. Brobyggeren er med, lige så langt som det er nødvendigt, og lige så langt tilbage igen. Det er et forhold, der bygger på gensidig læring. Derfor kan det heller ikke sammenlignes med de traditionelle ledsagerordninger, vi kender fra andre organisationer, især fordi vores brobyggere har en sundhedsfaglig baggrund,” mener Ditte Ulv Hermansen.

Hun fortæller videre, at organisationen selv uddanner sine brobyggere. Det sker via i alt 16 timers undervisning, fordelt på fire lektioner af hver fire timers varighed. Undervisningen foregår i Esbjerg. Desuden er der supervision og refleksion til brobyggerne, ligesom der er en række sociale tiltag for at styrke fællesskabet.

Organisationen Social Sundhed har ingen regler for, hvem der kan nyde godt af deres hjælp. Alle kan kontakte kontoret på Exnersgade, hvor Ditte Ulv Hermansen og Laila Juel Jensen så koordinerer henvendelserne og fordeler opgaverne mellem brobyggerne.

”Alligevel oplever vi, at mange ikke kender vores tilbud, selvom de kan få stor glæde af det. Den kendsgerning vil vi frygteligt gerne ændre på, og derfor holder vi et informationsmøde på biblioteket i Bramming sidst på eftermiddagen mandag den 28. september. Her kan alle borgere, fagpersoner og potentielle frivillige høre mere om Social Sundhed og om, hvordan man kan få eller give følgeskab,” meddeler Ditte Ulv Hermansen, der tilføjer, at afdelingen i Esbjerg er klar til at begynde uddannelsen af et nyt hold brobyggere i uge 43.

Tekst og foto: Jens Bytoft

Redaktionen, Bramming Posten

Redaktionen, Bramming Posten