Jan-Øistein Heistad Navnerud åbner sit nye systudio i Bramming i forbindelse med Kulturnatten, hvor de første af hans designs også bliver sat til salg. (Foto: Privat).
Jan-Øistein Heistad Navnerud åbner forretning på hjemadressen. Her vil han reparere tøj og lave helt nye designs. En dropboks skal gøre det lidt lettere for de kommende kunder
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
KULTURNAT – Bramming får en ny virksomhed, et systudio, der åbner i forbindelse med Kulturnatten torsdag den 4. juni. Det er Jan-Øistein Heistad Navnerud, der slår dørene op til et kreativt univers ’Design by JanØistein’, der er indrettet i et anneks til privatboligen på Mæglergade 11. Annekset har dog indgang fra Drejervej.
”Her kan kunderne få hjælp til alt fra reparationer til fremstilling af unikke kreationer efter eget ønske. Altså er det slut med at kassere de bedste bukser, blot fordi de er for lange, eller lade jakken hænge i skabet på grund af en ødelagt lynlås,” lyder det fra byens nye iværksætter, der betegner sig selv som både beklædningshåndværker og designteknolog.
”Jeg hjælper med oplægning af bukser, reparation af huller og andre skrædderopgaver. Desuden kan jeg re-designe gammelt tøj til nyt, ligesom jeg også gerne laver nyt tøj helt fra bunden, tilpasset den enkelte kunde,” fortsætter Jan-Øistein Heistad Navnerud.
En fysisk Dropbox

Samtidig har han udtænkt et fleksibelt koncept, hvor mere simple opgaver som at skifte en lynlås, sy knapper i og den slags kan løses via en dropbox. Den er sat op ude ved vejen, altså Drejervej, og heri kan kunderne så ’droppe’ deres beklædningsgenstande, udfylde en seddel med opgavens art samt kontaktinformation. Resten går herefter af sig selv…
Samarbejde med FOF om sykurser
I systudioet bliver der på sigt salg af tøj og tilbehør, designet og fremstillet af Jan-Øistein Heistad Navnerud selv. Det kan være lavet af både nye materialer, diverse rester eller af genbrugstøj. De første produkter bliver sat til salg ved Kulturnatten.
I løbet af efteråret vil Jan-Øistein Heistad Navnerud i øvrig, i samarbejde med FOF, tilbyde to aftenskolekurser i syning. Det bliver et kursus for nybegyndere og et for letøvede.
Tekst: Jens Bytoft
