Fjernvarmen forudser lavere 2026-priser og tilbagebetaling

Formanden for Bramming Fjernvarme, Robin Poulsen, går fremtiden i møde med optimisme.

Nye andelshavere kommer til ,og fjernvarmenettet bliver løbende udvidet, lyder en statusmelding fra formand Robin Poulsen

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

FJERNVARMESTATUS – Bramming Fjernvarme står et rigtig godt sted. Ikke alene forventer selskabet at sætte punktum for 2025 med et pænt overskud, hvorfor andelshaverne kan se frem til at få penge tilbage for året, der gik. Samtidig forudser virksomheden, at den kan tilbyde lavere varmepriser i 2026 – og derfor er det da også en særdeles tilfreds formand for bestyrelsen, Robin Poulsen, der gør status over det forgangne år, og samtidig ser optimistisk på det år, der netop er begyndt.

Lave gaspriser og mindre forbrug
Ifølge Robin Poulsen er der især to grunde til, at regnskabet for 2025 vil vise pæne tal på bundlinjen, når det bliver præsenteret på den ordinære generalforsamling senere på året. Det er lavere gaspriser, kombineret med et markant lavere gasforbrug.

Elkedel til stor gavn
”Vores elkedel har stået for en væsentlig del af varmeproduktionen. Sammen med vores indsats på elmarkedet, har det givet et flot resultat, men vigtigst er det dog nok, at vi har haft fokus på billig drift i hverdagen, – og det kommer nu forbrugerne til gode,” fortæller formanden for fjernvarmen.
Selskabet har nemlig haft succes med at bruge de forskellige produktionsanlæg på en mere hensigtsmæssig måde.

Solid ekstra indtjening
”Det har givet en solid ekstra indtjening. Kort sagt betyder det, at når vi tjener penge på at producere og handle med strøm på de tidspunkter, hvor markedet har brug for det, gør det noget godt for vores økonomi. For hver krone, vi tjener på at handle med strøm, skal vores forbrugere betale én krone mindre,” fastslår Robin Poulsen, der oplyser at overskuddet fra 2025 bliver fordelt på tre måder. Det er penge retur til andelshaverne via årsopgørelsen, det er lavere varmepris i 2026 og endelig en hensættelse af midler til nødvendige projekter i fremtiden.
”De endelige beløb bliver fastlagt i samarbejde med vores revisor. Når tallene ligger fast, melder vi dem ud til andelshaverne, så alle præcist kan se, hvad varmeprisen bliver i år, altså i 2026,” lover formanden.
Samtidig går Robin Poulsen fremtiden i møde med optimisme. Nye kunder er på vej, og der sker en konstant udbygning af fjernvarmenettet.

Nye kunder på vej
”Wendelparken er godt i gang, og vi tilslutter løbende nye huse. Vi håber også, at de cirka 65 nye ’enheder’ på Gartnerigrunden ved Tværsigvej vælger fjernvarme og dermed bliver nye andelshavere. Esbjerg Kommune har udstykket fire storparceller på Idræts Allé, hvor der på sigt kan komme op mod 400 boliger. Alt sammen viser det, at fjernvarmen stadig er attraktiv og at Bramming vokser. Det er positivt for selskabet og for vores andelshavere;” lyder det fra Robin Poulsen.

Tekst og foto: Jens Bytoft

Finn Arne Hansen

Finn Arne Hansen