Efter 30 år som præst i Øse og Næsbjerg og fem år som vikar, skal Marianne Lesner nu arbejde sammen med Elise Balslev i Brammings to kirker.
Det er en særdeles rutineret præst, der nu er ansat i en deltidsstilling i Bramming Sogn
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
INDSÆTTELSE – De trofaste kirkegængere – og alle andre – kan se frem til en noget anderledes gudstjeneste i Sct. Ansgar Kirke i Bramming søndag den 6. september. Denne dag kommer domprovst Morten Thaysen til kirken, for Bramming Sogns nye præst skal indsættes i sit embede.
Det er en særdeles rutineret præst, der er ansat til at forestå en gudstjeneste inklusiv eventuel dåb pr. måned samt de kirkelige handlinger, der ligger lørdagen før den søndag. Samt 20 bisættelser og to bryllupper årligt.
Marianne Lesner er navnet. I 30 år var hun sognepræst i Øse og Næsbjerg sogne. Siden 69-årige Marianne Lesner gik på pension for fem år siden, har hun varetaget utallige vikariater i kirker i området.
Fra Nordenskov
”Jeg var 30 år det samme sted. Og siden i 25 forskellige kirker på vikariatbasis,” siger Marianne Lesner, der bor i Nordenskov.
”Efter fem år som vikar glæder jeg mig til en mere forudsigelig hverdag. Det har til tider været travlt, og så har der været pauser ind imellem,” fortæller Marianne Lesner, som kommer til at arbejde sammen med kirkebogsførende sognepræst Elise Balslev.
De to kender hinanden, for de har i mange år arrangeret rollespil sammen for nye konfirmander.
”Jeg ser frem til samarbejdet med stor taknemmelighed. Her i Bramming skal Marianne Lesner kun tage sig af kirkelige handlinger. Hun skal ikke undervise konfirmandhold,” forklarer Elise Balslev.
Drømmestillingen
”Det glæder jeg mig til. Det bedste er bare gudstjenester, begravelser, dåb. Så det her drømmestillingen,” erklærer Marianne Lesner og tilføjer, at hun ikke har nogen slutdato, skønt hun er fyldt 69.
”Så længe kræfterne slår til, så bliver jeg her!”
Marianne Lesner afløser Martin Ingeman Jensen, der var ansat i Bramming Sogn i tre år, samtidig med han passede et job som efterskolelærer i Rødding
Den ledige fuldtidsstilling efter sognepræst Charlotte Rossel, der gik på pension tidligere i år, er foreløbig ubesat. Ribe stift er i første omgang på udkig efter en vikar til stillingen.
Tekst og foto: Martin Wilde
