Sct. Knuds Kirke og Bramming Hovedgård. Kirken og kirkegården ser i dag ud, næsten som på det gamle foto. Bemærk beplantningen foran hovedbygningen, samt sidefløjen til venstre. Kirken befinder sig cirka 100 meter syd for hovedgården. Billederne er fra perioden 1920-40.
For godt hundrede år siden kunne det være nødvendigt at lægge de døde i sprit inden de kunne begraves ved Sct. Knuds Kirke. I januar 1914 blev den nye kirkegård indviet
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
HISTORISK – I det gamle Bramming; den landsby der forsvandt i 1600-tallet, lå kirken og ‘kroen’ tæt på hinanden. De var knyttet til Hovedgården – den hovedgård, der efter byens forsvinden, blev kaldt Bramminge.
Kirken, indviet til Sankt Knud, der blev kaldt Bramminge Kirke, ligger stadig lige overfor Hovedgården, men kroen var revet ned mens stuehuset indgik i den krogård, der nu var opført ved landevejen mellem Ribe og Varde, et par kilometer syd for den oprindelige placering.
I 1874 hed den Kikkenborg Krogård. Det var en stor tre-længet, stråtækt bygning med tilhørende rejsestald og landbrug. Som nærmeste nabo fik kroen i 1874, ikke en kirke men en jernbanestation. Byen Bramminge voksede op omkring stationen, mens kirken lå et godt stykke fra den nye by.
I en levende by er der mennesker der fødes, bliver døbt, forelsker sig og bliver gift, og det hele slutter med at vi dør. Mange af disse begivenheder er forbundet med en kirkelig handling, men byens borgere havde langt at gå hvis præstens ord skulle høres.
Som byen voksede, blev der også flere der skulle begraves.
Den gamle kirkegård havde pladsproblemer. Og grundvandsproblemer.
Problemerne var der allerede i 1910. Redaktør Thomsen skrev: “Vore kierkegaards forhold er af en saa miserabel beskaffenhed at den kraftigste protest maa rejses derimod ved enhver eneste lejlighed. I torsdags traadte de skandaleagtige og uforsvarlige tilstande paa vor kirkegaard frem i lyset, og de er af den art, at saafremt der skal graves en grav til lig, maa der graves en tre-fire op forinden. Ved siden af graven var henkastet hovedskallen af et voksent menneske til offentligt skue for hele følget.”
I en artikel fra Randers Amtsavis søndag den 15. juni 1911 om de “Uhyggelige forhold” i Bramminge, kunne man læse: “Saa har det været nødvendigt at sætte afdøde i spiritus indtil begravelse kunne foretages.”
Nogle gange når kisterne skulle nedsænkes, stod der blankt vand i bunden.
Kirkeværgerne ved Bramminge (Sct. Knuds) kirke blev i 1908 pålagt at fremkomme med planer til anlæg af en kirkegård i tilknytning til stationsbyen; et ønske, der blev gentaget de følgende år.
Møder blev holdt og der var stor uenighed om udvidelse kontra ny kirkegård. Især byboerne var fortalere for en ny tættere på byen. Man mente at Thomsen fra Nøraa havde beskyldt landboerne for hån mod byboerne men han forsvarede sig med at udtrykket hån ikke var for groft, når en af landboerne havde udtalt om byens borgere: ”At det usle, elendige pak sagtens kunne stille fordringer, de havde ikke raad til at købe billet hverken til himmerige eller helvede”.
Der var flertal for en løsning hvor man udvidede den gamle kirkegård. Der blev dog så stor modstand mod denne uholdbare løsning at det alligevel lykkedes at få etableret en ny kirkegård – en annekskirkegård. Der var flere lokationer i spil, men der blev valgt en placering i den nordlige udkant af byen.
Tirsdag den 20. januar 1914, kunne pastor Hovgaard med afsyngelse af en salme og en kort bøn, indvie den nye kirkegård, og kort herefter fandt den første jordefærd sted, idet missionær Topholms lille datter, der var død som følge af et vådeskud, blev begravet.
Det var ikke praktisk at have borgere og kirkegård et sted og kirken et helt andet sted, så man formåede også at få etableret en ny kirke i forbindelse med den nye kirkegård. Kirken blev opført i 1914-15 under ledelse af arkitekt Harald Lønborg-Jensen, og indvielsen af den nye kirke fandt sted den 12. december 1915.
Den nye kirke blev i begyndelsen kaldt Bramminge ny Kirke, senere Sankt Ansgar Kirke og den gamle blev så tilsvarende kaldt Bramminge gamle Kirke, senere Sankt Knuds Kirke. Kultusministeriet havde i 1914 bestemt at der skulle være formuefællesskab mellem de to kirker. ‘Kirkegårdssagen’ i Bramming var nu et afsluttet kapitel.
Tekst: John Schwartz
Foto: Bramming Byhistoriske Arkiv
I år er det 150 år siden jernbanen kom til Bramming. Byen eksisterede allerede dengang, men mest som spredt bebyggelse. Med banen kom der gang i udviklingen – og derfor er den på en måde byens dåbsattest.
I samarbejde med Bramming Byhistoriske Arkiv bringer vi i de kommende måneder en række historiske artikler, der fortæller om nogle af de mere markante begivenheder i byens historie.
