Nybyggeriet bliver placeret centralt i Bramming, på hjørnet af Nørregade og Møllegade. (Visualisering: Sweco A/S).
Entreprenørfirmaet Bo Michelsen fra Haderslev skal stå for byggeriet af de nye boliger i centrum af byen
Læs den originale artikel fra avisen som PDF her
BYGGERI – Allerede i december sidste år kunne avisen fortælle om de planer, Bramming Boligforening har om at bygge 30 nye, almene boliger på den såkaldte lægegrund, der er centralt placeret på hjørnet af Nørregade og Møllegade i Bramming. Endnu varer det dog en rum tid, inden spaden kan sættes i jorden, det ventes først at ske i årets sidste kvartal, men nu har boligforeningen indgået en aftale med entreprenørvirksomheden Bo Michelsen fra Haderslev om byggeriet.
“Vi er meget glade for, at aftalen er på plads. Det betyder, at vi kan komme videre med et projekt, vi har store forventninger til, både for området og for Bramming som helhed. Med entreprenør Bo Michelsen har vi valgt en solid samarbejdspartner,” mener Bo Langendorff, der er formand for Bramming Boligforening.
88 kvadratmeter i snit
De nye lejligheder bliver i gennemsnit på cirka 88 kvadratmeter, og ambitionen er at skabe en boligafdeling, der appellerer bredt.
“Vi ser frem til at give nyt liv til området, der i en årrække har stået stille. Samtidig har vi fokus på at skabe et tilbud, der er attraktivt for mange, også seniorer, der ønsker en bolig med mindre vedligeholdelse. Det kan være med til at sætte gang i flyttekæden og skabe plads til nye generationer,” fortsætter Bo Langendorff.
Altaner og elevator
Boligerne indrettes med fokus på lys og funktionelle planløsninger. Der bliver både altaner og private uderum, og via elevator sikres beboerne en nem adgang til de nye lejligheder, uanset hvilken etage de bor på. Desuden kommer byggeriet til at indgå som en naturlig del af gadebilledet med røde teglfacader og saddeltag, ligesom det bliver opført i en skala, der harmonerer med den omkringliggende bebyggelse.
”Byggeriet bliver opført rundt om et fælles gårdrum med grønne opholdsarealer, parkering og plads til fællesskab. Dermed får lejerne et roligt og attraktivt boligmiljø,” forudser Bo Langendorff.
Den samlede pris for byggeriet er beregnet til godt 63 millioner kroner.
Tekst: Jens Bytoft
