En flok piger, der nød at være på fodboldskole.
“Vi ser ikke kun på, hvem der laver mange mål eller kan drible en modstander rundtosset. Vi bemærker de børn, der er gode kammerater og respekterer hinanden”
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
PIIFT – Luften sitrede af forventning, da årets fodboldskole i Bramming for et par uger siden nærmede sig sin afslutning. Mens forældre, søskende, pårørende og nysgerrige borgere i al almindelighed, indtog pladserne på tribunen, begyndte børnene stille og roligt at finde deres medbragte våben frem fra sportstaskerne. Pistoler, altså vandpistoler, drikkedunke og andet brugbart, blev fyldt op og testet. Der blev gjort klar til kamp. Vandkamp.
Efterhånden er det nemlig en tradition, at den ugelange fodboldskole bliver rundet af med en fodboldkamp mellem elever og instruktører. Der er dog ikke tale om et opgør på liv eller død, sejr eller nederlag, men en sjov og glad dyst på, bogstaveligt skrevet, vådt eller tørt…
Kamp mod instruktørerne
Skolens leder, Bill Schmidt, er så den alt andet end upartiske, men bestikkelige, dommer, der lader snesevis af røde og gule kort hagle ned over instruktørerne, mens eleverne får tilkendt det ene tvivlsomme straffespark efter det andet.
Dog er det kun de børn, der ikke blev udtaget til den endelige finalekamp, der er bevæbnede. De står til gengæld opmarcheret, på rad og række langs sidelinjen, som en vandbaseret hær med hævede pistoler og geværer, klar til at sende plaskende kaskader ud over de uheldige instruktører, der kommer tæt nok på…
Hævnen er sød
Men hævnen venter. Det ved Bill Schmidt. Han har nemlig en skummel aftale, så lige med ét hyler høje sirener i det fjerne. De kommer tættere og tættere på – og til den fastlagte tid, lige inden det sidste dommerfløjt, kommer det lokale brandvæsen instruktørerne til undsætning. Med de blå blink tændt gør den højrøde tankvogn fra Sydvestjyllands Brandvæsen sin entre på arenaen. Så kan børnenes vandpistoler være nok så flotte og fyldte. De batter intet mod de otte tusinde liter vand, der netop er ankommet på hjul.
En udfordring
Desværre har brandfolkenes mægtige kanon svært ved at skelne mellem børn og voksne, så ingen går ram forbi. Snart sejler alt og alle rundt mellem hinanden, og ingen kan få nok. Sjældent bliver der hujet, jublet og grinet så meget på Skjern Bank Arena, som når den årlige fodboldskole i Bramming slutter for nok en gang…
”Jeg vil simpelthen ikke undvære det. Om jeg nu har været med i 15 eller 16 år, ved jeg ikke. Det er noget i den stil, men det er et af årets store højdepunkter i min kalender,” fortæller Bill Schmidt, der til daglig rejser både land og verden rundt som montør.
Forlangte ferie i første uge i juli
”I sin tid, ved min ansættelsessamtale, stillede jeg som betingelse, at jeg kunne holde ferie den første uge i juli. Hvert år. Det blev imødekommet og jeg nyder samværet med børnene og samarbejdet med den halve snes instruktører, der hjælper til undervejs. Jeg glæder mig over opbakningen fra Bramming Boldklub, der stiller deres anlæg til rådighed, og jeg er glad for, at SuperBrugsen hver dag kommer forbi med god forplejning. Det kan ikke være bedre,” fortsætter Bill Schmidt.
Kammeratskabet
Han slår samtidig fast, at det især er kammeratskabet, der tæller på fodboldskolen.
”Talentet er vigtigt. Det skal fremmes og stimuleres, men vi skal også have en god oplevelse, hvor alle kan være med.”
“Derfor fokuserer vi meget på børnenes omgangstone og respekt for hinanden.
I år har vi haft 76 elever – drenge og piger. Det giver sig selv, at ikke alle kan få en plads på det hold, der skal spille mod instruktørerne. De skal udtages. Derfor indskærper jeg overfor mine hjælpere, at de ikke kun skal vælge blandt de børn, der laver mål, dribler godt eller skyder langt og præcist. De skal også vælge blandt de børn, der er gode kammerater, de børn, der ’ser’ hinanden og giver plads for andre,” understreger Bill Schmidt.
Tekst og foto: Jens Bytoft
