Røde Kors rækker igen i år en hånd til de udsatte familier

Annelise Pedersen håber, at det igen i år bliver muligt at yde julehjælp til en række udsatte børnefamilier i lokalområdet.

Især de senere års forhøjede priser gør, at mange børnefamilier nærmer sig julen med stor bekymring, oplyser Annelise Pedersen, der er formand for den lokale Røde Kors-afdeling

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

JUL – Røde Kors i Bramming rækker igen i år en hjælpende hånd til alle økonomisk trængte og udsatte børnefamilier i den tidligere Bramming Kommune – altså postnummer 6740 Bramming og 6690 Gørding. Målet er, at det også for de familier må blive en god jul, og ikke en grå og trist oplevelse med sorg og afsavn.  Derfor lyder der nu en opfordring til alle andre om at yde et bidrag i den gode sags tjeneste.

”Alle børn fortjener en god jul, men mange ved desværre også godt, at deres forældre er udfordret. De oplever, at deres kammerater glæder sig og taler om julen, mens deres egen familie måske hverken har råd til julemad, træ eller gaver. For de børn kan julen så være forbundet med afsavn og ondt i maven,” mener Annelise Pedersen, der er formand for den lokale Røde Kors-afdeling.

”Særligt de seneste års forhøjede priser gør, at de økonomisk trængte familier nærmer sig højtiden med stor bekymring, fordi de ikke kan give deres børn det, der gør julen til noget særligt. Derfor er der brug for julehjælp. Den er med til at give familier i sårbare situationer en jul på lige fod med andre børnefamilier,” fortsætter hun.

”Alle kan være med til at støtte op om julehjælpen. Det gør en stor forskel for familierne, at kunne modtage hjælp og omsorg i en svær tid,” fastslår Annelise Pedersen.

Sidste år var der julehjælp til 76 lokale børnefamilier, afsendt med ønsket om en glædelig jul fra den lokale afdeling af Røde Kors, og foreningens håb er, at det igen i år bliver muligt at glæde mange familier. Hjælpen består af en kurv/kasse fyldt med madvarer. Desuden håber afdelingen at kunne hjælpe lidt til med julegaver til børnene.

Men dermed er det ikke slut.

”Selvom en håndsrækning i julen kan være kærkommen for mange, stopper Røde Kors ikke her. Når det igen bliver hverdag, tilbyder vi støtte og fællesskab, hvor der er plads til at tale om de svære ting, der kan fylde i ens hverdag. I Bramming tilbyder vi deltagelse i familienetværk og mulighed for at komme på ferielejr,” oplyser den lokale formand.

Tekst og foto: Jens Bytoft

Vil du hjælpe?

Ønsker du at hjælpe Røde Kors i Bramming med at give julehjælp til udsatte børnefamilier i den tidligere Bramming Kommune, kan du støtte med et beløb, indbetalt til konto 971770, reg.nr. 7780. Du skal mærke din overførsel ’Julehjælp’.

 

Finn Arne Hansen

Finn Arne Hansen