Stationsstuen genopstår som Café Délice om nogle få uger

Ana Kirkegaard fra Gørding glæder sig til at betjene kunderne i den nye Café Délice, der snart åbner i Stationsstuens tidligere lokaler på. Den endelige dato er dog endnu ikke fastlagt.

For Ana Kirkegaard fra Gørding er det en barnedrøm, der går i opfyldelse. En sidegevinst er, at ventesalen og de offentlige toiletter på banegården i Bramming nu også åbner igen

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

GENÅBNING – Der gik nærmest et sorgens suk gennem byen, da det for nogle måneder siden kom frem, at DSB havde besluttet at lukke sin populære café, Stationsstuen, på banegården i Bramming. Det suk bliver nu til glæde vendt. I løbet af juni måned genåbner cafeen under navnet Café Délice, og med en ny forpagter i køkkenet og bag disken.

Forpagter fra Gørding
Den nye forpagter er Ana Kirkegaard, der bor i Gørding sammen med sin mand og parrets seks-årige datter.
Den præcise åbningsdato er endnu ikke fastsat. Foreløbig er der nok at gøre med at få overblik over diverse aftaler med leverandører, revisor og ikke mindst den lille håndfuld medarbejdere, Ana Kirkegaard agter at ansætte.”Men det bliver i løbet af juni, og jeg forventer at holde en lille reception, så alle kan kigge forbi og se, hvad det er, vi har at tilbyde i Café Délice,” fortæller den nybagte forpagter, der oprindelig kommer fra Filippinerne, men har boet i Danmark de sidste 14-15 år.
”Vi vil selvfølgelig tilbyde morgenmad og diverse frokostretter. Der bliver ’hurtigmad’ til de rejsende, der skal med tog eller bus, sandwich, tapas, panini og andre ting, herunder både varme og kolde drikke – og så bliver der kager. Jeg elsker at bage, og vil derfor tilbyde et stort udvalg af bagværk, der bliver fremstillet i caféens eget køkken. Det skal nemlig være både friskt og hjemmelavet, direkte fra egen ovn,” tilføjer Ana Kirkegaard, der derfor også skal have installeret nyt og større udstyr i køkkenet.

Bryllupskager
Som noget helt specielt vil hun desuden tilbyde bryllupskager ’ud af huset’. Som uddannet konditor og tidligere konditorchef, er det en specialitet, hun magter til fulde – og hun sætter en ære i at lave flotte kager, der kan glæde ethvert brudepar og deres gæster.
”I det hele taget er det en barnedrøm, der går i opfyldelse. Jeg har altid ønsket et lille sted, hvor jeg kunne servere mad og bagværk for andre. Det får jeg nu, og jeg glæder mig rigtig meget,” understreger Ana Kirkegaard.

Glad formand
Hun har forpagtet lokalerne af Esbjerg Kommune, der i forvejen har lejet dem af DSB, og hun har lejet dem med det selvsamme inventar, der kendetegnede Stationsstuen – altså hyggelige møbler i bedste dagligstuestil, så gæsterne kan føle sig hjemme og godt tilpas.Formanden for foreningens Banegårdens Venner, Jørn Boesen Andersen, glæder sig også over, at der nu igen kommer liv i café-lokalerne.
”Vi ser det som en af vores opgaver at skabe aktivitet på stedet. Derfor har vi gjort vores til, at der hurtigst muligt blev fundet en ny forpagter. Det er nu sket, og det er jeg meget glad for – og så glæder jeg mig naturligvis over, at der med genåbningen af cafeen også sker en genåbning af både ventesalen og de offentlige toiletter på banegården, lyder det lidt mere prosaisk fra formanden.

Tekst og foto: Jens Bytoft

 

Finn Arne Hansen

Finn Arne Hansen