Neklas Klausen og Jacob Marcussen i nummeret Olé, hvor sidstnævnte brillerer med sine spansk-kundskaber…
I år var der skruet lidt op for det lokale, men ikke mere end at de mange udenbys gæster sagtens kunne være med, vurderer revyens Per Thodsen, der selv var med i rampelyset
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
SPAS – Igen i år har Bramming Revyen sat publikumsrekord. Syv forestillinger blev det til, og hver aften gik de lokale spasmagere fra Amatørscenen Gadespejlet på scenen foran et publikum på op mod et hundrede begejstrede tilskuere. Desuden er der ikke tidligere solgt så mange revyplatter som i år, så på alle måder blev årets show en bragende succes.
”Det er gået helt forrygende. Igen i år har vi fået meget ros. Det gælder både modtagelsen i Kosmorama, lyd, lys og musik samt selvfølgelig – og heldigvis – numrene på scenen,” fortæller Gadespejlets Per Thodsen, der selv var en af de medvirkende i rampelyset og desuden står som forfatter til flere af numre.
”Publikum har også bemærket, at der i år var skruet lidt mere op for det lokale, uden at det gik ud over forståelsen hos publikum fra andre byer end lige netop Bramming, og dem har der faktisk været en del af,” fortsætter han.
Årets forestilling bød da også på en hel perlerække af festlige indslag, muntre og modige monologer, lystige viser og sketches, der både rev og bed med tidens tand i både trends og tendenser. Der blev gået til stålet, men aldrig over stregen. Derfor har såvel latter som klapsalver sikkert fået ruderne til at klirre i en pæn radius fra Kosmorama.
De fire kvindelige aktører på scenen i år var Vibeke Hornbak, Ninna Jensen, Emilie Koop Nielsen og Kirstine Sadderup Kamp Jensen. Deres mandlige med- og modspillere var Per Sørensen, Jacob Marcussen, Per Thodsen og Neklas Klausen.
For instruktion og koreografi stod parret Jens Jager og Karin Egholm, mens musikken blev leveret af Rasmus Nørgaard Hansen, Søren Nørgaard og Martin Jørgensen.
Et utal af andre engagerede mennesker agerede i det stille bag scenen, sørgede for at alt det tekniske virkede, stod for kostumer, rendte sponsorer på døren og meget andet, men nævnes bør vel forfatterholdet, der bestod af Jens Jager, Jesper Schwartz, Per Thodsen og Trine Graungaard Hjerrild Thomsen.
”Selv er vi særdeles tilfreds med forløbet – og selvfølgelig er vi tilbage næste år i samme gode form,” lyder det fra Per Thodsen.
Tekst og foto: Jens Bytoft