Som noget nyt i år var ’børnelopperne’ rykket ind i hallen – noget, der især interesserede de yngste messegæster.
Lokalsamfund viste sig fra den bedste side – Borgmesteren kalder Hunderup-Sejstrup et forbillede for andre landsbyer
Hent den origiale artikel fra avisen som PDF her
SENSOMMER – Borgmester Jesper Frost Rasmussen havde nærlæst den store, danske ordbog over rosende gloser, da han sidste lørdag åbnede årets efterårsmesse i Hunderup.
Han betegnede byen og dens ildsjæle, lokalsamfundets mange aktiviteter, sammenholdet, fællesskabet og engagementet som et forbillede for andre landsbyer – og der var da også lagt mange kræfter i årets arrangement – i øvrigt det niende i rækken.
Flotte stande, der viste alt fra splinternye biler til brugt børnelegetøj – og næsten alt, hvad der finders der imellem, blev vist frem, og messens gæster hyggede sig gevaldigt, ligesom de kunne forsyne sig med diverse smagsprøver ved standene eller nyde Vilslev-kokkens lækkerier til en fornuftig pris.
Borgmestertrio sang et Shu-bi-dua-nummer
I løbet af dagen var der desuden både auktion og trækning af gevinster på entrébilletterne, mens den musikalske underholdning blev leveret af Troels Skærbæk og Thomas Fleron. De to fik i øvrigt selskab på scenen, da Jesper Frost Rasmussen senere på dagen vendte tilbage til Hunderup – og den nyslåede trio trakterede publikum med Shu-bi-duas Costa Kalundborg.
Det lokale byrådsmedlem, Jørn Boesen Andersen, var også officiel taler ved åbningen af årets messe. Han benyttede lejligheden til at orientere om ’rigets tilstand’ i Hunderup og Sejstrup, hvor især den grønne omstilling er i højsædet, og han rettede en stor tak til de mange frivillige, der altid står parat til at engagere sig i arbejdet med at skabe fremdrift i de to lokalsamfund.
Tekst og foto: Jens Bytoft