Gørding-borgerne lærte hinanden bedre at kende

Ved middagstid samledes en lang række borgere på Torvet ved jernbanen for at høre musik og læske ganen med mad og drikke.

Nora Olesen hædret med A ka’ nok-prisen for sin livslange indsats for byen. Indvielsen af stadionportalen blev udskudt

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

SAMMENHOLD – Lørdag den 14. september var udnævnt til den helt store Kend din by bedre-dag i Gørding, og det var der så sandelig rig mulighed for, da byens åbnede sig fra nord til syd med åbne huse, forretninger og kontorer samt en lang række aktiviteter rundt om i byen, på gader og stræder.
Men borgerne lærte ikke kun deres by bedre at kende. De lærte i høj grad også hinanden bedre at kende, og det var sådan set også det dybere formål med arrangementet, der blev holdt for første gang i 2019.
”Dengang kaldte vi det blot Kend din by. I år blev det til Kend din by bedre, og når vi om nogle år kalder borgerne sammen til endnu en tur, bliver det nok med titlen Kend din by endnu bedre…” forudså den styregruppe, der stod bag årets aktiviteter.

Flere musikalske indslag
”Det blev en forrygende dag i dag. Gørding har vitterligt summet af liv, og mon ikke alle er blevet lidt klogere på hinanden,” lyder det fra styregruppens Sanne Borg, der retter en stor tak til alle aktører og alle, der var med til at gøre dagen til en stor succes.
I løbet af dagen var der flere musikalske indslag – blandt andet af duoen Stine Klingsten og Oliver Mønster, der spillede på Torvet, mens Niels-Evald Jensen og et par af eleverne fra Kulturskolen leverede smuk guitarmusik i forhallen hos byens Idræts- og Kulturcenter.

Ny Gørdingsang
Desuden blev der sat musikalsk krydderi på dagen af Troels Buur Lauridsen, der stod for underholdningen ved varmeværket, og Terkel Michelsen, der, ved aftenens fællesspisning, fremførte den nye Gørdingsang, han selv har komponeret og skrevet tekst til.
En planlagt ’genindvielse’ af den gamle, murede portal ved indgangen til stadionområdet måtte derimod aflyses. Restaureringen er mere omfattende end først antaget, så arbejdet nåede ikke at blive gjort helt færdigt til Kend din by bedre-dagen.
I forbindelse med fællesspisningen blev blandt andet årets ’A’ ka’ nok’-pris uddelt. Den gik til Nora Olesen for sin livslange indsats for byen.

Tekst og foto: Jens Bytoft

 

 

Finn Arne Hansen

Finn Arne Hansen