Årets ællinge-race slog alle rekorder i Gørding

For flere tilskuere var spændingen nærmest uudholdelig. 1350 små plasticællinger kæmper om placeringerne og dermed præmierne i årets løb på Holsted Å.

Byfesten kom godt i mål. Helt det samme kan dog ikke siges om de 1.350 små plasticdyr, der deltog i årets løb på Holsted Å – men igen leverede spejderne morskab og spænding

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

RAPANDSRACE – Byfesten i Gørding havde alle de gode, gamle ingredienser med på sit fire dage lange menukort i år. Der var fest og stemning, carboxing, musik, gratis morgenmad, bagagerumsmarked, fodbold, underholdning for både børn og voksne, biltræf plus meget andet, der alt sammen var med til at trække glade gørdingensere væk fra stuerne og hen på festpladsen.
Men denne gang var der også et nyt, om end gammelt, indslag, der trak publikum til. I år faldt det store, årlige ællingerace i Holsted Å, arrangeret af KFUM-spejderne i Gørding-Vejrup, nemlig sammen med byfesten og, selv om det måske nok var et rent tilfælde, var det en særdeles heldig tilfældighed, da spejdernes arrangement i den grad var med til at sætte en tyk streg under, at der var fest, løjer og latter i byen…

Drilske og lumske forhindringer
Samtidig havde spejderne øget antallet af deltagende ællinger fra godt 800 til 1350 af de små røde, grønne, blå og gule plasticdyr, der tog sig en holmgang i vandløbets vilde vover. Selve strækningen var desuden forlænget, endda til noget nær det dobbelte, så den i år omfattede flere af åens lumske krumninger og drilske forhindringer i form af bevoksning, sving og tuer.
Publikum var mødt op i god tid for at nyde dagen – Grundlovsdag – i hinandens selskab, betragte det bugnende bord med gevinster, nyde en øl, en vand, en pølse med brød – og hvad de lokale spejdere ellers kunne traktere med.

Satte omgående kursen
Og så gik starten. De 1350 ællinger blev søsat, og satte omgående kurs, med strømmen, mod målstregen. Ikke alle nåede frem, men blev fanget af forhindringerne undervejs, men de fleste kom dog sikkert i mål, nogle forlæns, nogle baglæns, nogle på ryggen og andre med siden til.

Nummerede plasticdyr
Da hver ælling samtidig var udstyret med sit eget nummer, fungerede de som lodsedler og publikum veg da heller ikke tilbage for at heppe på deres respektive plasticdyr. Der kunne jo følge en fornem gevinst med en flot placering, skænket af handlende og virksomheder i lokalområdet.
”Vi har ikke haft besvær med at sælge de ekstra ællinger. Faktisk blev de nærmest revet væk,” fortæller Mette Rasmussen fra KFUM-spejderne.

Tekst og foto: Jens Bytoft

 

 

 

 

Finn Arne Hansen

Finn Arne Hansen