Fortiden og nutiden møder hinanden i maleri til jubilerende landbrugsskole

Folketingsmedlem Anni Matthiesen fra Venstre var dagens hovedtaler, og mindedes blandt andet sin egen fortid som stuepige på landbrugsskolen..

Sønderho-kunstneren Lotte Lambæk stod midt i jubilæumsfesten på landbrugsskolen og lod farverne folde sig ud på et lærred. Det færdige maleri bliver overrakt til
skolen senere

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

FESTDAG – Formanden holdt tale, forstanderen holdt tale, et medlem af folketinget holdt også tale. De mange gæster klappede, og klirrede med knive og gafler mod de godt fyldte tallerkner, sagde skål og nikkede høfligt til hinanden. Kjærgård Landbrugsskole fejrede sit 75 års jubilæum – og alt gik lige efter bogen.

Og dog. Ved døren ind til spisesalen, i hjørnet ved siden af klaveret, stod kunstneren Lotte Lambæk ved sit staffeli, og satte sælsomme streger i mange farver på et lærred. Hun var helt opslugt, og bemærkede næppe al den virak, der var omkring hende, om end hun dog, ifølge eget udsagn, lyttede til de sprøde toner fra pianistens taffelmusik.

”Når jeg maler, går jeg ind i min egen verden. Det er som at være i en boble, hvor jeg ikke ænser meget af, hvad der sker omkring mig, men jeg holder af musik. Derfor sneg tonerne sig alligevel ind på mig, men alt det andet hørte jeg ikke,” fortæller hun.

Historien begynder dog et helt andet sted. For efterhånden adskillige uger siden ringede telefonen hjemme hos Lotte Lambæk i Sønderho på Fanø. I røret var Trine Thorhauge, der er studievejleder på Kjærgård Landbrugsskole. Hun fortalte om skolens forestående 75 års jubilæum, om stedets historie, der strækker sig flere hundrede år tilbage i tiden – og så ville hun gerne vide, om Lotte Lambæk kunne og ville påtage sig opgaven med at få det hele til at ’smelte sammen’ i et maleri, der skulle være skolens fødselsdagsgave til sig selv.

”Jeg var helt med på ideen. Oven i købet fik jeg frie hænder til at bestemme både motivet, farverne og størrelsen på maleriet. Den slags sker ikke ret tit, og det hele blev ikke mindre spændende af, at jeg skulle male på lærred,” fortsætter Lotte Lambæk, der normalt bruger papir i sine værker.

Nu er der ikke gået nogen stor landmand tabt i Lotte Lambæk – men faktisk har hun været på landbrugsskolen for år tilbage. Hendes søn var nemlig i praktik på stedet, og naturligvis fik han besøg af det mødrende ophav undervejs.

”Så jeg har været der. Alligevel var det en spændende og anderledes oplevelse,” lyder det fra Lotte Lambæk, der nu går hjemme i Sønderho og finpudser værket, der til sin tid skal hænge et sted på skolen og fortælle lidt om stedets fortid og nutid.

”Det har endnu ikke fået en titel, men det bliver ikke noget med ’Fødselsdagsstemning på Kjærgård’ eller den slags. Det bliver noget ’krøllet’, og jeg glæder mig til at besøge skolen igen, når det færdige maleri skal overrækkes,” fastslår hun.

Samtidig blev landbrugsskolens jubilæum en flot og festlig dag for skolen selv, dens lærere og elever samt ikke mindst de mange gæster, der mødte frem med gaver og gode ønsker. De førnævnte taler blev leveret af Kurt Bjerrum, der er formand for skolens bestyrelse, af forstander Lasse Iversen og af folketingsmedlem Anni Matthiesen, der kunne afsløre, at hun faktisk har en fortid som stuepige på landbrugsskolen.

”Så hver gang jeg folder lagner eller reder seng derhjemme, tænker jeg tilbage på min tid her på stedet,” fortalte hun, og lod forstå, at det havde været en rigtig god tid.

Tekst og foto: Jens Bytoft

Finn Arne Hansen

Finn Arne Hansen