Landsbyscene har sat spaden dybt i jorden

Jette Grøndal Rasmussen og Lone Ingvartsen fra Landsbyscenen i Hunderup-Sejstrup er i gang prøverne på et af de mange, muntre indslag i årets lokale revy, der har premiere den 20. januar.

Fire forestillinger er planlagt til sidst i januar – undervejs bliver musikeren Sebastian hædret på scenen i forsamlingshuset

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

KOMIK – Latter og klapsalver skal nok få taget til at slå buler på Sejstrup Forsamlingshus, når de lokale aktører fra Landsbyscenen i Hunderup-Sejstrup byder indenfor til årets revy. Tekstforfatterne har stukket spaden dybt i jorden, og gravet en række festlige indslag frem, og alle sammen bliver de præsenteret ved fire forestillinger sidst på måneden.
”Der bliver noget for enhver smag, og uden at afsløre for meget, kan jeg fortælle, at vi har noget om nærvarme, om vores købmand – eller mangel på samme – om vores skole, der er revet ned samt om stort og småt fra hverdagen både lokalt og nationalt,” oplyser Lone Ingvartsen fra Landsbyscenen.
Hun fortæller videre at revyen også, blandt meget andet, byder på en særlig hyldest til musikeren Sebastian, der netop er fyldt 75 år. Desuden er der lagt op til et festligt gensyn med personer fra tidligere revyer i Hunderup-Sejstrup.

25-30 personer involveret
Skuespillerne har været i gang med prøverne siden efterårsferien, og alt i alt er mellem 25 og 30 personer involveret enten på eller bag scenen. Et orkester med flere lokale musikere slår tonen an under ledelse af kapelmester Daniel Eichenwald – og premieren er krydset ind i kalenderen til mandag den 20. januar.
”Herefter spiller vi onsdag den 22. januar samt fredag og lørdag den 24.- og 25. januar,” oplyser Lone Ingvartsen.
Billetsalget er i fuld gang, og der er endnu ledige pladser til alle forestillinger, om end der, traditionen tro, er stor efterspørgsel på billetter til forestillingen fredag den 24. januar. Både fredag og lørdag er der spisning med i entréprisen, mens forestillingerne både mandag og onsdag bliver suppleret med kaffe og kage til publikum.

Velvillige sponsorer
Landsbyscenen har i øvrigt haft stor bevågenhed fra diverse sponsorer på det seneste, og pæne pengebeløb er tikket ind på kontoen, blandt andet til lyd og lys, scene og rekvisitter samt til et projekt, der skal tilgodese børn og unge i lokalområdet. Det er Sydbank, Nordea, Esbjerg Kommune og foreningen Hunderup-Sejstrups Fremtid, der har været i gavehumør.
En række sponsorer har desuden støttet selve revyen. Det er Holm Træbyg, Simple Homes, Alley-Cats, Sørens Farve og Tapet, Erhvervsservice Syd, Go Yoga Bramming, Steel Solution, Hunderup Hegnsklipning, Storgaard Biler og Heins Autoværksted.

Tekst og foto: Jens Bytoft

 

Finn Arne Hansen

Finn Arne Hansen